13 EU-lande går sammen i kampagnen ”More Green Cities for Europe”

I løbet af de næste tre år vil 13 lande i EU arbejde for at gøre bymiljøet mere grønt. Indsatsen er en fortsættelse af projektet Green Cities for a Sustainable Europe, der har kørt i syv EU lande siden januar 2018, og som udløber med udgangen af 2020.

More Green Cities for Europe, der kører i perioden  januar 2021 til udgangen af 2023, målretter aktiviteterne mod politikere, byplanlæggere, kommuner, projektudviklere og øvrige fagprofessionelle – som også det nuværende projekt Green Cities for a Sustainable Europe har gjort det.

Udover Danmark er Belgien, Bulgarien, Frankrig, Holland, Grækenland, Irland, Italien, Polen, Portugal, Sverige, Tyskland og Ungarn med i det nye projekt. 
The Grant Agreement, som aftalen kaldes, blev i denne uge blev underskrevet af Jan-Dieter Bruns, præsident i ENA  (European Nurserystock Association) og CHAFEA (Consumers, Health, Agriculture and Food Executive Agency of the European Commission), der begge indskyder adskillige millioner euro i More Green Cities for Europe. 


“Vi er glade for, at projektet kan køre videre. Vi er allerede kommet langt i de forløbne tre år med Green Cities projektet, hvor vi har opnået stor lydhørhed og interesse fra politikere og kommuner.

Men der er endnu et stykke vej til at vi får ændret lovgivningen, så der øremærkes ressourcer til grønne områder, når der bygges nyt eller renoveres i byerne.”

Henning Roed, formand Danske Planteskoler, og projektejer for den danske del af EU projektet.

Læs mere på Green Cities’ hjemmeside.