Novo3-SLA

 

Dansk Landskabspris 2015 går til SLA, der får prisen for Novo Nordisk Naturpark, hvor der er fokus på bæredygtighed, biotoper, vandhåndtering og sundhed. Med prisen, der blev overrakt af kulturminister Bertel Haarder, følger 50.000 kr.

Mandag d. 25. januar uddelte Kulturminister Bertel Haarder (V) Dansk Landskabspris 2015 til SLA, der fik prisen for Novo Nordisk Naturpark. Det skete ved et festarrangement i Folketingets Fællessal, hvor de fem finalister blev præsenteret, efterfulgt af en levende debat om hvordan bæredygtig landskabsarkitektur skaber løsninger, der imødekommer samfundsudfordringer. I tildelingen af Dansk Landskabspris har juryen lagt vægt på parkens fremsynede tilgang til bæredygtighed og det grundige arbejde med biotoper, vandhåndtering, sundhed og virksomhedsprofil.

Formand for Park- og Naturforvalterne, stadsgartner Kirsten Lund Andersen, roser valget af Novo Nordisk Naturpark.

– Det er virkeligt en værdig vinder af Dansk Landskabspris som juryen har valgt. Det er både et godt projekt og et stærkt statement i en tid, hvor bynaturen får stigende betydning og også mange steder er under pres, siger Kirsten Lund Andersen
– Vi er utroligt glade for det store fremmøde, der var til arrangementet på Christianborg og for at vi som forening kan være med til at sætte debatten om god landskabsarkitektur på dagsordnen, siger Kirsten Lund Andersen.

Park- og Naturforvalternes repræsentant i juryen er landskabsarkitekt Steen Himmer, Gentofte Kommune.
Dansk Landskabspris uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter. Målet er at hædre værker eller personer, hvis projekter tjener som inspiration for den overordnede udvikling af landskabsfaget. Udover anerkendelsen modtager SLA 50.000 kroner for vinderprojektet.

Læs mere om arrangementet og om de 4 øvrige nominerede projekter.