Mindeord for landskabsarkitekt Lars Østerbye

Landskabsarkitekt Lars Løve Østerbye gik bort den 6. juni 2021 efter kort tids sygdom, 75 år gammel. I den forbindelse har Danske Landskabsarkitekter bragt en nekrolog – skrevet af landskabsarkitekt Henning Looft – som bringes i fuld længde i tidsskriftet Landskab senere i år.

Uddrag fra DL’s hjemmeside:

I perioden 1983-2011 var Lars Løve Østerbye stadsgartner i Herning Kommune og det er især gennem sit virke her at han satte et markant præg både på Hernings grønne profil og på udviklingen af landskabsarkitektfaget.

Lars modtog i 2008, som en af de første, Havekulturfondens hæderspris ”De kurtiserende traner” bl.a. for sit virke inden for udvikling af havekulturen i videste forstand, herunder også bestyrelsesopgaver og censoropgaver og for at fremstå som rollemodel for mange kolleger.