Succes med biodiversitetsstrategi i Aalborg

Skal en biodiversitetsstrategi ud at leve, må der skabes stærke alliancer mellem forvaltningen, borgerne, politikerne og det private erhverv. Sådan har Aalborg Kommune fået succes med sin strategi, fortæller stadsgartner Kirsten Lund Andersen.

Borgerne i Aalborg Kommune er for længst holdt op med at klage over de kvasbunker og det døde ved, som kommunens medarbejdere lader ligge i parkerne efter pleje af områderne.
“Der er en bevidsthed om, at vi skal gøre noget godt for naturen, og at kloden beder om hjælp. Det har borgerne tunet ind på,” siger Kirsten Lund Andersen.

Strategien for biodiversitet er også blevet en succes i Aalborg Kommune, fordi politikerne fra starten har bakket op om ideerne ved at øge budgetterne til opgaverne. Det har igen betydet, at strategien er blevet allemandseje, ikke kun blandt politikerne, men også i forvaltningen, og at strategien tages alvorligt.