Uddannelsen til have- og parkingeniør skifter navn

Uddannelsen til have- og parkingeniør skifter navn til urban landskabsingeniør. Navneskiftet er et længe næret ønske fra både studerende, studieledelse og erhvervet. Og det bliver styrket i den opdaterede studieordning, der gælder fra studiestart 2020.

”Ordet ’have’ kunne nemt misforstås, og det har været forstyrrende for uddannelsen”. Det fortæller studieleder Henriette Bonde som en del af begrundelsen for, at uddannelsen til have- og parkingeniør nu skifter navn til urban landskabsingeniør.

”Mange – både potentielle studerende og i erhvervet – har på grund af navnet fået en forkert opfattelse af uddannelsen. Nogle har troet, at der var tale om en uddannelse til havearkitekt. Og generelt har navnet ikke været repræsentativt for uddannelsen, fordi det ikke dækkede hele uddannelsens bredde.”

Henriette Bonde anerkender dog, at det både er usædvanligt og kan være risikabelt at ændre navn på en uddannelse. Men hun tror og håber, at skiftet ikke bliver så voldsomt, hverken for kommende dimittender eller for de ca. 130 kvinder og mænd, der allerede har gennemført uddannelsen. Mange færdiguddannede benytter fx allerede den engelske titel urban landscape engineer, også når de søger job.

Læs mere om navneskiftet på skovskolens hjemmeside.