Potentialekatalog om planloven

Den 23. oktober mødtes 10 interesseorganisationer med Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen for at give deres bud på, hvordan Planloven kan styrkes. Mødet var arrangeret af Landsforeningen for Bygnings og Landskabskultur. Forslagene er samlet i et potentialekatalog. Se kataloget her.

Mindeord for tidligere stadsgartner P.C. Mortensen

SKhistorie-307Tidligere formand for Stads- og Kommunegartnerforeningen, stadsgartner i Silkeborg P. C. Mortensen er død d. 13. oktober 2015. (1926-2015)

Poul Christoffer Mortensen blev født den 30. juni 1926 og døde i Silkeborg den 13. oktober 2015.

P. C. Mortensens far, Einer Mortensen (f. 1903), var kommunegartner i Holbæk og skrev den 8. januar 1945 en anmodning til 25 købstæder og anmodede om oplysninger om gældende lønforhold på fagområdet. Kommunalbestyrelsen i Holbæk eftersøgte en organisation i landet, der kunne give sådanne oplysninger. Kommunegartner Einer Mortensen bliver derved initiativtager til Stads- og Kommunegartner-foreningen og blev sekretær i foreningen fra dennes start i 1955. Han førte en forhandlingsprotokol som nu ligger i Rigsarkivet.

Sønnen, P.C. Mortensen, havde derfor kendskab til fagområdet fra barnsben og indmeldes i Stads- og Kommunegartnerforeningen i 1957 i sin egenskab af kommunegartner i Sønderborg Kommune, en stilling som hans yngre bror Niels Mortensen senere overtager. P. C. Mortensen optræder i bestyrelsessammenhæng i december 1961, idet han, sammen med andre, involverer sig i lønforholdene i de enkelte kommuner, der på daværende tidspunkt afhænger af indbyggerantallet i den enkelte by eller købstad.

P. C. Mortensen var stadsgartner i Silkeborg i 31 år fra 1970 til 2001. Han sætter sig ind i de lokale forhold og beskriver historisk, hvorledes det grønne blev skabt i Silkeborg Kommune. Han kender til, hvordan kommunens første gartner Anders Peter Jensen kører rundt med planter på tjenestecyklens bagagebærer og beplanter kommunen. P. C. Mortensens virke sætter virkelig Silkeborg Kommune på landkortet og han udvikler kommunens grønne islæt til borgernes tilfredsstillelse.

P. C. Mortensen var formand for Stads og Kommunegartnerforeningen efter S. A. Hansen. Han afløstes i 1983 som formand af stadsgartner Børge Clausen, Aalborg.

Årsmøderne i foreningen foregik dengang med ægtefæller som var med til hele årsmødet, både det faglige og det sociale. I 1979 blev der afholdt årsmøde i Silkeborg Kommune og P. C. Mortensen indførte, at borgmesteren i byen skulle byde velkommen til deltagerne og den lokale presse refererede ivrigt fra det fine møde om det grønne i byen. Der var besøgende fra hele landet og endog fra de nordiske lande.

Når P. C. Mortensen gik på talerstolen ved adskillige lejligheder stod der respekt om faget og han formåede ved sin fremtoning af få iscenesat den grønne indsats hos stads- og kommunegartnere i hele landet.

Æret være P. C. Mortensens minde.

Kirsten Lund Andersen
Formand for Park- og Naturforvalterne
Stadsgartner, Aalborg Kommune