Møde for Park- og Naturforvaltere i Hovedstadsområdet

På dagen vil vi tage en gåtur til Irmabyen med oplæg og diskussion. På turen kommer vi til at se de mange forskelligartede bebyggelser og byrum, som vil være afsæt i en diskussion om, hvordan kvalitet af byrum og grønne områder sikres, når der byudvikles.

Læs programmet for dagen her

Hvornår: 20 juni kl. 15:00
Hvor: Artillerimagasinet i Rødovre
Pris: Gratis

Tilmelding nødvendig via dette link: klik for tilmelding

Læs mere om baggrunden for de halvårlige møder og få flere informationer om dagen i vores arrangement-kalender her

Græsset må ikke betrædes

Flere boliger, flere indbyggere og ny infrastruktur sætter de grønne arealer under pres. Vi fylder simpelthen for meget, og det koster på biodiversiteten og de rekreative naturoplevelser.

Af stadsgartner Kirsten Lund Andersen, Aalborg Kommune og formand for Park- og Naturforvalterne

Græsset må ikke betrædes. Sådan stod der på skilte i 50`erne og 60’erne, hvor uniformerede parkbetjente sørgede for at holde parkerne som prydanlæg. I dag trækker man på smilebåndet over den indstilling, for nu skal græsset jo netop betrædes, opleves og nydes. Men jeg vil hævde, at måske har vi alligevel brug for parkbetjente eller opsynstanter. I dag er vi nemlig alt for mange om at betræde de få grønne kvadratmeter, der er. Der er run på de attraktive græspletter, og det betyder et massivt slid. Én måde at beskytte de grønne arealer på ville være at genindføre parkbetjente for at holde fodaftryk ude af arealet. Det ville være symptombehandling. En bedre løsning er selvfølgelig: Vi skal have flere grønne arealer.

Vi fylder for meget
Vi oplever i øjeblikket et kollaps i biodiversitet, fordi mennesker ganske enkelt fylder for meget. Vores optagethed af vækst gør, at vi superoptimerer – hver eneste kvadratmeter i vores byer. Men det er meget kortsigtet at give naturen og friarealerne så trange kår. Grønt er en fælles ressource; det er ikke individets ressource. Det er på tide at erkende, at vi er kommet til at fylde for meget individuelt med vores biler, bygningsmasse og vores brug af naturressourcer.

”Vi oplever i øjeblikket et kollaps i biodiversitet, fordi mennesker ganske enkelt fylder for meget. Vores optagethed af vækst gør, at vi superoptimerer – hver eneste kvadratmeter i vores byer.

Det grønne – en fælles ressource
Selvfølgelig skal vi have en effektiv infrastruktur, men kan man tænke anderledes, så fx parkering i byerne fylder mindre? I stedet for at ofre så meget opmærksomhed på individets infrastruktur, hvordan kan vi så få mere opmærksomhed på kollektiv infrastruktur, fælles arealer og byrum? Og selvfølgelig er det nødvendigt at boligudvikle, der hvor der er behov – i de større byer. Men kan man skabe nogle boligtyper, der gør, at vores aftryk ikke bliver så voldsomt? UN17 Village i København er et bud på at tænke anderledes. Byggeriet forholder sig til verdensmålene og det omgivende landskab. Der er behov for, at byerne viser mod og i deres planlægning understøtter den type af byggerier.

Træer forurener ikke
I dag er det grønne blevet en restmængde, når alle har taget deres lunser. I det perfekte scenarie ville de grønne arealer og landets grundlæggende landskab være førsteprioritet, og så skulle bygninger og infrastruktur underlægge sig den landskabelige struktur. Naturen skulle have mere plads til rådighed, så den biologiske mangfoldighed får lov at have sine egne præmisser.
Det kan godt være, at det lyder som et guldaldermaleri. Men hvis du planter et træ, så får du et positivt afkast i forhold til rigtigt mange bundlinjer: sundhed, dyreliv, vækst, fastholdelse af CO2, udligning af temperaturforskelle. Og der er ingen negative bivirkninger – træer forurener ikke.

En fremtid for alle
Der bliver på det politiske niveau talt om at beskytte og øge biodiversiteten og give plads til mere vild natur. Men det går så langsomt, at man kan blive i tvivl, om der er en bevægelse overhovedet. Der er så meget snak og usandsynligt lidt handling. Vi er nødt til at tage de nuværende udfordringer alvorligt for at give verden en fremtid, som mange flere kan have glæde af – og man kan jo starte med dem, som ikke har en stemme – dyr og planter – og så tænke os selv ind til sidst.
På nationalt niveau bør man sætte rammer, der sikrer, at vi får plads til fællesarealer. Og på lokalt – kommunalt – niveau, er det de lokale politikere, der har muligheden for at udlægge større arealer til friareal.
Vi skal alle sammen efterspørge kvalitet, men vi skal også være villige til at gå på kompromis. Der er ingen, der ønsker at lægge begrænsninger på sine vaner. Men vi er nødt til at tænke anderledes.

Giv plads til naturen
Vi kan falde i svime over, at nu har storken fået sine første unger, men for 50 år siden var storken en almindelig ynglefugl, der gik rundt på vores enge.
Vi kan godt få parkbetjene tilbage og lave lystanlæg, hvor vi kan betragte en iscenesat natur, men ønsker vi ikke netop at opleve det autentiske? Er det ikke det, vi rejser ud og bruger en masse ressourcer på at opleve i andre lande? Det er da langt mere interessant at iagttage, når naturens udfolder sig, som den vil – det kræver bare, at vi giver den plads.

 

Mærk naturen på ‘Naturens Dag’

Planlæg en aktivitet og vær med til at invitere danskerne ud på natur- og friluftsoplevelser på Naturens Dag søndag den 8. september 2019

Naturens dag er en god anledning til at skabe synlighed om sin forening / organisation / projekt, komme i kontakt med potentielle nye medlemmer og styrke sit lokale netværk. Sidste år var der 340 arrangementer, og vi håber på endnu flere i år.

 Årets tema er ”Mærk naturen” og handler om alt det vi sanser og mærker, når vi er ude i naturen. Under dette tema kan alle være med, men man må også gerne lave arrangementer med andre temaer.
Med Naturens Dag skaber vi positiv opmærksomhed om naturen, om lokale friluftsorganisationer og om friluftslivet. Naturens Dag er samtidig en god mulighed for at synligøre netop jeres friluftsaktivitet og nå ud til nye medlemmer.

Hvad får man hjælp til, når man tilmelder et arrangement til Naturens dag?

– Gratis arrangørpakke: I arrangørpakken er der materiale til at synliggøre jeres arrangement. Man kan få et banner, kasketter, T-shirts mv. til at skabe synlighed samt materialer til aktiviteter rettet mod børn.

– Opbakning og synlighed: Arrangører kan få hjælp til invitationer, PR, presse, artikler, synlighed samt inspiration til aktiviteter. Få gode råd og tips som arrangør af et Naturens dag arrangement her: https://www.naturensdag.dk/bliv-sondagsarrangor/. Under ”Værktøjskasse” kan man finde links til fotos, Facebookbannere mv., som arrangører kan bruge i forbindelse med promovering af et Naturens dag arrangement.

Læs mere i flyeren her
Tilmelding sker på hjemmesiden www.naturensdag.dk

Projektet er støttet af Nordea-fonden og koordineres i fællesskab mellem Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening.

Program og tilmelding – Danske Parkdage 2019

Danske Parkdage 2019 afholdes på Frederiksberg i samarbejde med Center for Slotte & Haver, Slots- og Kulturstyrelsen og Frederiksberg Kommune. Onsdag d. 11. september og  torsdag d. 12. september er mødestedet  Josty ved Frederiksberg Have,  fredag d. 13. september går den faglige udflugt til Bernstorff Slotshave, Frederiksborg Slotshave og Fredensborgs Slotshave. Det bliver kongeligt og en solid markering af, at Danske Parkdage har 20 års jubilæum.

Find program og link til tilmelding på denne side

Biologisk mangfoldighed og regnbede i private haver

Green Cities stiller op til Naturmødet senere i maj, hvor fagmedarbejdere på Green Cities standen vil give de besøgende gode råd om, hvordan de kan skabe mere biodiversitet i haven.

“Den private haveejer kan gøre en række ting for at få flere dyr, insekter og fugle i haven og dermed styrke den biologiske mangfoldighed. Men det kan måske være lidt svært at overskue, hvor man skal begynde, og hvordan man kan gøre det, så derfor tilbyder vi gratis rådgivning i forbindelse med Naturmødet i Hirtshals den 23-25. maj.”
– understreger Henning Roed, formand, Danske Planteskoler.

Formanden opfordrer folk til at medbringe et billede eller en tegning af deres have, og så vil fagfolkene på standen vejlede om såvel øget biodiversitet og om, hvordan man kan anlægge et regnvandsbed i haven – også kaldet LAR (Lokal Afledning af Regnvand).
LAR har vist sig at have stor betydning set i forhold til at håndtere de massive regnskyl, da de offentlige kloakker ikke kan gøre det alene. Derved er regnvandsbede i private haver en vigtig del af klimatilpasningen

Der vil være masser af planter på Green Cities standen på Naturmødet, så de besøgende kan se, dufte og mærke på planterne og samtidig få et indtryk af, hvordan de kan bruges derhjemme i haven.

Læs mere her

Du kan i øvrigt læse mere om hvordan du får mere biodiversitet i din have her, eller hvordan du anlægger regnvandsbede her

FN’s 17 Verdensmål og arbejdet med park- og naturforvaltning

Af landskabsarkitekt Kirsten Høi,  Vand og Natur – Herlev Kommune, medlem af bestyrelsen, Park- og naturforvalterne

I kommunerne er arbejdet med FN’s 17 verdensmål for alvor gået i gang og det er et arbejde, som vi kan forvente får mere fokus fremover, da FN’s lande har forpligtiget hinanden på at leve op til målene frem til 2030.

I arbejdet bør vi tage udgangspunkt i de interesser og ønsker borgerne og politikerne har, men også tage hensyn til verdensmålene, når vi alligevel er i gang med opgaveløsningen.

Eksempelvis synes jeg, at delmål 6-Rent vand og sanitet, delmål 11-Bæredygtige byer og lokalsamfund samt delmål 13-Klimaindsats er relevante mål at arbejde med. Herunder vigtige delmål som: Sikring af inkluderende grønne offentlige rum, indbyg klimaindsatser i politiske beslutninger og planlægning samt beskytte og genoprette økosystemer i og omkring vand.
Det er alle relevante mål at henvise til som Park- og naturforvalter, når vi arbejder med drift og omlægninger i grønne områder.

Et andet godt argument for at henvise til verdensmålene er også, at vi i kommunerne bliver målt og evalueret i forhold til vores evner til at forbedre verdensmålene. Under hvert mål er der delmål og indikatorer for delmålene, dvs. målemetoder, som gør det muligt at følge delmålene, og om de bevæger sig i den rigtige retning.
I Danmark arbejder bl.a. Danmarks Statistik med at måle på delmålene, og der bliver også snart målt på hver enkelt kommunes indsats for at følge op på delmålene.

F.eks. har en del af idrætsverdenen taget FN’s verdensmål til sig i forhold til at sikre gode vilkår for idrætten. På samme måde kan vi også bruge verdensmålene, når vi skal arbejde med grøn strategi, byudvikling, partnerskaber osv.

Læse mere om FN’s 17 Verdensmål her 

Karsten Klintø gæster TED Talks

Kom og oplev stadsgartner Karsten Klintø når han den 1. juni gæster TED Talks Frederiksberg til en snak (på engelsk) om det grønne Frederiksberg. Karsten Klintøs oplæg ‘The beating of a green Heart’ er en ud af 12 talks under temaet ‘Human Being – Being Human’.

Måske kender du allerede det internationale format, hvor en række talere hver især får højst 18 minutter til at præsentere deres idéer eller tanker på den mest opfindsomme og engagerende måde, de kan.

TED blev oprindeligt skabt i 1984 som en enkeltstående begivenhed. Nu afholdes konferencerne i hele verden, og talerne kan streames live. De behandler en stadig bredere række af emner inden for forskning og anvendelse af videnskab og kultur.

Se programmet her 

Hvornår: Lørdag d. 1. juni
Tidspunkt: Kl. 12:00-21:00
Hvor: Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Rosenørns Allé 22, 1970 Frederiksberg C
Tema: Human Being – Being Human

Billetter her

 

 

 

 

Kommunerne vil gerne det grønne

Stort set alle ville gerne prioritere mere grønt i byerne – og rigtig mange gør allerede en del, for at få flere grønne områder og mere natur i byerne. Men der er også udfordringer. Det er groft sagt det efterladte indtryk fra Green Cities´ deltagelse i den nyligt gennemførte Teknik & Miljø messe i Fredericia – arrangeret af Kommunernes Landsforening.

– Det overordnede indtryk er, at kommunerne rigtig gerne vil prioritere mere grønt. Men vi oplevede også, at flere er stærkt udfordrede, for eksempel når det handler om at finde den nødvendige plads til at anlægge grønne områder. En byrådspolitiker fortalte, at der end ikke kunne prioriteres plads til en legeplads, når de byggede nyt – fordi der ganske enkelt ikke var kvadratmeter nok at tage af, siger Susanne Reneé Grunkin, formand Dansk Landskabsarkitekter, der ved messen var i dialog med en række KL – repræsentanter.
– Ved konferencedagens mange uformelle samtaler med lokalpolitikere og embedsmænd oplevede jeg, at de udtrykte stolthed over, hvor grønne, de mente deres kommune var. Man fornemmede, at de var klar over, at det grønne har høj værdi i den gode fortælling om deres kommune – og at de bruger det grønne som en salgsparameter.

Også næstformanden for Landskabsrådet, Ole Kjærgaard, var at finde på Green Cities standen i Fredericia.
– Jeg stiller op fordi Green Cities har et vigtigt budskab – og de kommunale embedsmænd og byrådspolitikere er en vigtig målgruppe, som kan være med til at påvirke den grønne dagsorden. – De kommunale embedsmænd har brug for input fra os, der har berøring med virkeligheden både på den projekterende og den udførende del. Her har vi mange års erfaring med, hvad der skaber de rigtige rammer og hvordan vi holder fast i kvalitet og det langtidsholdbare, forklarer Ole Kjærgaard.

Det var første gang Green Cities for alvor var ude at møde en stor og vigtig målgruppe – hvorfor alle sejl var sat til – blandt andet med at opbygge en inspirerende og hyggelig stand. Og flere fra styregruppen bag projektet havde prioriteret at bruge en dag i Green Cities standen.

Læs mere om messen her

 

Cph Garden 2019 – Branchedag

I forbindelse med Cph Garden inviterer Haveselskabet til en speciel event for den grønne branche.

Hør spændende oplæg og se overrækkelsen af Havekulturfondens Hæderspris

Se programmet her

Hvornår: fredag d. 21. juni
Tidspunkt:
09:00-14:00 med mulighed for at blive til Cph Garden frem til lukketid kl. 18:00. 
Hvor:
Marbæk Pladsen (ved Marbækstien), 2750 Ballerup
Pris: 300 kr (inkl. parkering)
Kontaktperson: Haveselskabet, +45 4593 6000, info@haveselskabet.dk

Billetter bestilles her

 

Kom til Vejsektordagene 2019 – Udstilling, konferencer og events

Den 22. og 23. maj 2019 afholdes Vejsektordagene på Teknologisk Institut for første gang. Vejsektordagene er en målrettet specialmesse for aktører i den danske vejsektor, der arrangeres i samarbejde med Sikre Veje.

Vejsektordagene omfatter en udstilling, som har åbent begge dage fra kl. 9-16. Sideløbende afholdes en lille konference med inviterede indlæg.

Vejsektordagene er målrettet virksomheder, der arbejder med anlæg og drift af veje herunder materialer og vejbygningsmateriel samt virksomheder som f.eks. producerer og sælger vejskilte, vejmarkering, autoværn, afspærringsmateriel, og vejbelysning.

Formålet med vejsektordagene er at bidrage til, at vejinfrastrukturen udvikler sig i takt med et øget behov for mobilitet og fremkommelighed, som til stadighed er udfordret af påvirkningerne fra trafikken og miljøet.

Hør om fremtidens klimatilpassede veje, vejafvanding, vejinfrastruktur, vejteknik, asfaltudlægning, bindemidler, byggelogistik, sikkerhed ved vejarbejder og meget mere!

Se den nyeste vejhøvl fra Arkil, LONG-DOT vejstriben fra Eurostar, faldlodsmåler­ne PRIMAX og PRIMA fra Sweco, målebil fra Vejdirektoratet og meget mere.
Se oversigt over stande og telte her

Se program for begge dage her

Hvornår: 22.- 23. maj 2019
Tidspunkt:
09:00-16:00
Hvor: Teknologisk Institut, Gregersensvej 4K, 2630 Taastrup
Pris: Gratis
Kontaktperson: Bjarne Schmidt, Seniorkonsulent Teknologisk Institut
+45 72203526

Læs mere på hjemmesiden her