Danske Parkdage 2022

Sæt stort kryds i kalenderen ved 7., 8. og 9. september 2022, hvor der afholdes Danske Parkdage på Lolland med Lolland Kommune som værtskommune. Det bliver et brag af en konference, hvor fokus bl.a. er på landskab og natur ved infrastrukturprojekter, grøn byrumsudvikling og biodiversitet. Tilmeldingen åbner i januar.

Remiseparken vinder Dansk Landskabspris 2021

Remiseparken af BOGL er vinder af jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris. Prisen er på 50.000 kroner og uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter.

BOGL vinder jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris for Remiseparken. Fornyelsen af Remiseparken er en del af en større områdetransformation af Urbanplanen på Amager, og projektet er udviklet i samarbejde med Rambøll og SNE Architects med Københavns Kommune som bygherre. Vinderprojektet viser, hvordan grønne byrum med ét samlet greb kan klimasikre byer, øge biodiversiteten og sikre social bæredygtighed.

Dansk Landskabspris 2021 blev uddelt d. 18. november til et pris- og debatarrangement i Valencia-bygningen i København, hvor Remiseparken og de to øvrige finalister, Gellerup Ny Naturpark af SLA og EFFEKT, samt Forpladsen til K. B. Hallen af Marianne Levinsen Landskab, blev præsenteret.

Transformation og social bæredygtighed præger årets indstillinger 


I år er det 10. gang, at Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter uddeler Dansk Landskabspris. Steen Himmer, landskabsarkitekt MPN i Gladsaxe Kommune og repræsentant for Park- og Naturforvalterne, er talsperson for dommerkomitéen, der bemærker to overordnede temaer på tværs af årets indstillinger.
”I dommerkomitéen har vi bemærket et gennemgående fokus på transformation og social bæredygtighed. Fra vidt forskellige vinkler og udgangspunkter viser de indstillede projekter, hvordan landskabsarkitekturen i særlig grad evner at styrke og forny hele byområder. Derudover understreger indstillingerne, at landskabsarkitekturen spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling og den cirkulære økonomi ved at bevare, genbruge, påskønne og gendigte bymiljøer, bebyggelser, bygninger og anlæg. I kraft af de mange stærke indstillinger har det været en svær opgave at udvælge finalisterne og vinderprojektet. Ikke desto mindre er det en enig dommerkomité, der udpeger Remiseparken som vinder af Dansk Landskabspris 2021,” udtaler Steen Himmer.

Dommerkomitéens motivation for Remiseparken som vinder 


Remiseparken er en offentligt tilgængelig park i form af et kombineret kultur-, bevægelses- og naturlandskab. I dommerkomitéens motivation for Remiseparken som vinder af Dansk Landskabspris 2021 hedder det blandt andet: ”Remiseparken har i særlig grad imponeret dommerkomitéen. Vi er begejstrede for detaljeringsgraden og den troværdige, overbevisende æstetiske udformning, designet og udførelsen på stedet. Remiseparken opleves som et rummeligt sted med mange raffinerede detaljer. Aktivitetsområder og tekniske funktioner til blandt andet håndtering af regnvand er vævet sammen i et landskabsrum, som på meget lidt plads giver plads til haver, skaterlandskab, boldbaner, rolige opholdsrum, stille refleksion, leg og gåture. Remiseparken tilbyder kvalitetssans, rum, æstetik og oplevelser ud over det sædvanlige og er et udsøgt eksempel på, hvordan mange forskelligartede hensyn, funktionskrav og ønsker forbilledligt kan forenes i et samlet oplevelsesrigt værk.”

Debatarrangement om landskabsarkitekternes rolle

Til prisarrangementet var der også en paneldebat, hvor Sonja Stockmarr, Global Design Director hos Henning Larsen, Martin Hedevang Andersen, bestyrelsesformand i Danske Landskabsarkitekter og stifter af ORCA, og Anne Pind, Ph.d.-stipendiat på Institut Bygningskunst og Kultur ved Det Kongelige Akademi diskuterede landskabsarkitekturens muligheder for at imødekomme vores længsel mod naturen. Kent Martinussen, CEO Dansk Arkitektur Center og uvildigt medlem af dommerkomitéen, modererede paneldebatten.

FAKTA DANSK LANDSKABSPRIS 2021
Vinder
Remiseparken // Landskabsarkitekt: BOGL / Samarbejdspartnere: Rambøll, SNE Architects / Bygherre: Københavns Kommune / Areal: 35.000 m2 / Periode: 2016 -2020 / Sted: København
Finalister 
Gellerup Ny Naturpark // Landskabsarkitekt: SLA + EFFEKT / Underrådgiver: COWI / Konsulenter: Social Action, GAME og Boris Brorman Jensen / Bygherre: Brabrand Boligforening / Areal: 130.000 m2 / Periode: Færdig 2019 / Sted: Aarhus

Forpladsen til K.B. Hallen // Landskabsarkitekt: Marianne Levinsen Landskab / Totalrådgiver: CCO / Hovedentreprenør: Zøllner A/S / Belysning: Jesper Kongshaug / Bygherre: Frederiksberg Kommune / Areal: 3.800 m2 / Periode: 2018 / Sted: Frederiksberg

Dommerkomite for Dansk Landskabspris 2021
• Anne Stausholm, landskabsarkitekt MDL, Anne Stausholm Landskabsarkitekter, repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder.
• Eva Sara Rasmussen, landskabsarkitekt MDL, MAA, NATOUR, repræsentant for Danske Landskabsarkitekter.
• Steen Himmer, Landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune, repræsentant for Park- og Naturforvalterne.
• Anne Pind, Ph.d. stipendant, Institut for Bygningskunst og Kultur ved Det Kongelige Akademi, uvildig repræsentant.
• Kent Martinussen, Arkitekt MAA, CEO Dansk Arkitektur Center, uvildig repræsentant

Kort om Dansk Landskabspris
Dansk Landskabspris uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for prisen. Formålet er at hædre landskabsarkitektoniske værker af særlig karakter, der tjener som inspiration for udvikling af branchen. I år er det 10. gang, at Dansk Landskabspris bliver uddelt.

Tidligere vindere af Dansk Landskabspris er ’Christiansborg områdesikring’ (2019), ’Forpladsen til Kulturhuset Nordvest’ (2017), ’Novo Nordisk Naturpark’ (2015), ’Tagparadiset’ (2014),’Haveselskabets Have’ (2013), ’Hjerting Strandpark’ (2012), Billedhuggerhaven (2011), ’Måløvaksen’ (2010) og ’Over sø og land Taarup Davinde’ (2009).

NY AGENDA 3: Boglancering 4. november

Tid, sted og tilmelding fremgår af invitationen herunder:

Læs også om arrangementet på Danske Landskabsarkitekters hjemmeside.

Tre finalister dyster om jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris

Gellerup Ny Naturpark, Forpladsen ved K.B. Hallen og Remiseparken er finalister til jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris. Vinderen kåres d. 18. november ved et prisarrangement i Valencia-bygningen i København. Dansk Landskabspris uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter.

NB: Prisarrangement: Alle interesserede er velkomne til at deltage, og billetter fås via dette link https://billetto.dk/e/dansk-landskabspris-2021-billetter-577141

En 130.000 kvadratmeter naturpark i et alment boligområde, en ny forplads til en ikonisk, nyrestaureret hal og en transformation af en park i et tidligere udfordret område: Ny Gellerup Naturpark af SLA, Forpladsen ved K.B. Hallen af Marianne Levinsen Landskab og Remiseparken af BOGL er finalister til jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris. Prisen er på 50.000 kroner og uddeles til et prisuddelings- og debatarrangement torsdag d. 18. november i Valencia-bygningen i København.

Landskabsarkitekterne har momentum

Landskabsarkitekterne har momentum, og for at fejre landskabsarkitekturens samfundsmæssige betydning uddeler Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter i år for 10. gang Dansk Landskabspris. Juryen består af en repræsentant for hver af de tre organisationer samt to uvildige medlemmer. I løbet af sensommeren og det tidlige efterår har juryen gennemgået de indstillede projekter og indstiller Ny Gellerup Naturpark, Forpladsen til K.B. Hallen og Remiseparken som finalister til Dansk Landskabspris.

Steen Himmer, landskabsarkitekt MPN i Gladsaxe Kommune og repræsentant for Park- og Naturforvalterne, er talsperson for juryen og fortæller, at juryen er imponeret over årets indstillinger. ”Det er et meget stærkt felt af projekter, der er indstillet til jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris, og alle i juryen er dybt imponerede over niveauet af de indstillede projekter,” fortæller han. ”Det har bestemt ikke været let at finde frem til de tre finalister, men ikke desto mindre synes vi, at de på hver deres måde repræsenterer noget af det ypperste på den aktuelle danske landskabsarkitekturscene.”

Landskabsarkitekterne forholder sig til samfundsmæssige problemstillinger
De tre finalister viser, hvordan landskabsarkitekter arbejder med at løse samfundsmæssige problemer som blandt andet klimaudfordringerne og sociale forhold. Med udgangspunkt i en omfattende borgerinddragelsesproces løser Gellerup Ny Naturpark uderummenes sociale, fysiske og miljømæssige udfordringer ved at etablere en sammenhængende og frodig bypark, der giver plads til mennesker, dyr og planter. Forpladsen ved den nyrestaurerede K.B. Hallen skaber sammenhæng og fungerer i dagligdagen som en plads for ophold og uformelle møder, mens den ved forskellige koncerter og events fungerer som et samlende ankomstrum for en bred skare af borgere. I Remiseparken viser et kombineret kultur-, bevægelses- og naturlandskab, at grønne byrum med et samlet greb kan klimasikre byer, øge biodiversiteten og sikre social bæredygtighed.

Steen Himmer forklarer, ”Landskabsarkitekturen er en integreret del af den grønne omstilling, og Corona-nedlukningen har blot yderligere synliggjort behovet for rekreative områder. Derudover bidrager landskabsarkitekterne med konkrete løsninger på en række af de store samfundsmæssige udfordringer, hvilket de tre finalister på hver deres måde illustrerer,” forklarer Steen Himmer. ”De tre finalister til Dansk Landskabspris viser desuden, at mange landskabsprojekter er flere-i-én-løsninger, hvor projekterne ofte både har en klimamæssig og social dimension.”

Prisarrangement i Valencia d. 18. november

Dansk Landskabspris 2021 uddeles ved et prisarrangement torsdag d. 18. november i Valencia på Vesterbrogade i København. Arrangementet indledes med en paneldebat om, hvordan landskabsarkitekturen kan håndtere de krav til biodiversitet, som omdannelsen af nye byparker og boligområder fører med sig. Kent Martinussen, CEO Dansk Arkitektur Center og uvildigt jurymedlem, modererer debatten. Derefter præsenterer de tre tegnestuer deres respektive finaleprojekter, hvorefter vinderen afsløres.

Alle interesserede er velkomne til at deltage, og billetter fås via dette link https://billetto.dk/e/dansk-landskabspris-2021-billetter-577141


FAKTA DANSK LANDSKABSPRIS 2021

Finalister 2021

De tre finalister til Dansk Landskabspris 2021 er


Gellerup Ny Naturpark //
Landskabsarkitekt: SLA / Underrådgivere: Effekt og COWI / Konsulenter: Social Action, GAME og Boris Brorman Jensen / Bygherre: Brabrand Boligforening / Areal: 130.000 m2 / Periode: Færdig 2019 / Sted: Aarhus

Forpladsen til K.B. Hallen // Landskabsarkitekt: Marianne Levinsen Landskab / Totalrådgiver: CCO / Hovedentreprenør: Zøllner A/S / Belysning: Jesper Kongshaug / Bygherre: Frederiksberg Kommune / Areal: 3.800 m2 / Periode: 2018 / Sted: Frederiksberg

Remiseparken // Landskabsarkitekt: BOGL / Samarbejdspartnere: Rambøll, SNE Architects / Bygherre: Københavns Kommune / Areal: 35.000 m2 / Periode: 2016 -2020 / Sted: København

Juryen for Dansk Landskabspris 2021

  • Anne Stausholm, landskabsarkitekt MDL, Anne Stausholm Landskabsarkitekter, repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder.
  • Eva Sara Rasmussen, landskabsarkitekt MDL, MAA, NATOUR, repræsentant for Danske Landskabsarkitekter.
  • Steen Himmer, Landskabsarkitekt MPN, Gladsaxe Kommune, repræsentant for Park- og Naturforvalterne.
  • Anne Pind, Ph.d. stipendant, Det Kongelige Akademi, uvildig repræsentant.
  • Kent Martinussen, Arkitekt MAA, CEO Dansk Arkitektur Center, uvildig repræsentant

Kort om Dansk Landskabspris
Dansk Landskabspris uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for prisen. I år er det 10. gang, at Dansk Landskabspris uddeles, og formålet er at hædre landskabsarkitektoniske værker af særlig karakter, der tjener som inspiration for udvikling af branchen.

Tidligere vindere af Dansk Landskabspris er ’Christiansborg områdesikring’ (2019), ’Forpladsen til Kulturhuset Nordvest’ (2017), ’Novo Nordisk Naturpark’ (2015), ’Tagparadiset’ (2014),’Haveselskabets Have’ (2013), ’Hjerting Strandpark’ (2012), Billedhuggerhaven (2011), ’Måløvaksen’ (2010) og ’Over sø og land Taarup Davinde’ (2009).

Sammen skaber vi det bedste sted 

Danske Parkdage 2021 i Faaborg-Midtfyn var en tour de force i, hvilken betydning natur og grønne område kan have for livskvalitet og bosætning.  Og for arbejdet med udsatte grupper. Et budskab til park- og naturforvalterne er at have fokus på samarbejder og på borgere, der ikke selv kommer ud i naturen.  

Af cand. techn. soc. Michael Nørgaard 

Med en Corona-forsinkelse på 1 år kunne borgmester Hans Stavnsager d. 15. september 2021 byde velkommen til Faaborg-Midtfyn Kommune, der var værtskommune for årets udgave af Danske Parkdage. Sidste udgave af Parkdage i 2019 var i samarbejde med Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme på Frederiksberg, så park- og naturforvalterne kommer både rundt i landet og i de forskellige discipliner i den grønne forvaltning. 

Borgmester Hans Stavnsager konstaterede, at det grønne betyder noget, når man skal bosætte sig og blive boende. En vinkel man selvfølgelig er særlig opmærksom på i disse år, hvor bosætningen er ujævnt fordelt og folk søger mod de større byer i Danmark. 

– De grønne rum er vigtige for at skabe livskvalitet. Vi har rigtigt mange brugs- og driftsaftaler med foreninger og fællesskaber af borgere, der selv tager ansvar for drift og pleje og vi oplever, at frivillighed omkring det grønne giver mere livskvalitet. Fællesskaber betyder, at man ikke bare bor et sted, men lever der, sagde Hans Stavnsager. Et bærende slogan i kommunens udviklingsstrategi er ”Sammen skaber vi det bedste sted”. Faaborg-Midtfyn har 52.000 indbyggere fordelt på 4 større byer og 65 landsbyer med mange grønne områder. 

Formanden for Park- og Naturforvalterne Jon Pape konstaterede, at interessen og efterspørgslen for natur, bynatur og parker aldrig har været større, bl.a. fordi det grønne kan bidrage til at løse så mange af velfærdssamfundets udfordringer.  

– Et eksempel er den stigende forståelsen for betydningen af biodiversitet. Park- og naturforvaltere rundt i landet oplever nu, at borgerne klager over, at græsset bliver slået, hvor det modsatte var tilfældet for blot få år siden. Det er nu, at der er klangbund for, at parker og bynatur kan komme højere på den politiske dagsorden, sagde Jon Pape. 

Friluftsliv er livskvalitet 

– Naturen kan noget ganske særligt og danskerne har brug for mere natur for vi tror, at man med mere natur kan skabe meningsfulde fællesskaber og bidrage til at løse nogle af de vigtige udfordringer som ensomhed og stress. Sådan lød budskabet fra direktør Winni Grosbøll, Friluftsrådet, ved åbningen af Danske Parkdage 2021. Med den forståelse slog Winni Grosbøll et af konferencens bærende temaer om sammenhængen mellem sundhed og friluftsliv an. 

Og viden og dokumentation for disse sammenhænge bliver løbende bedre. – Friluftslivet øger den mentale og fysiske sundhed, giver børn bedre selvværd, styrket koncentration, sundhed og motorisk udvikling og 75% af danskerne oplever, at friluftsliv øger deres livskvalitet, sagde Winni Grosbøll, der også kunne fortælle, at adgangen til rekreative områder er det næst vigtigste parameter for, hvor man bosætter sig.  

Winni Grosbøll understregede, at planlægningen for en samlet grøn infrastruktur med bedre sammenhæng mellem natur, landsbyer og byer, er helt afgørende for friluftslivet. Folk flytter på landet for at komme tættere på naturen, men over de sidste årtier er mange markveje og stiforbindelser nedlagt og afbrudt. 

I forbindelse med coronaen har vi set, at den øgede brug af naturen og de grønne områder giver flere konflikter. Det er vigtigt, at vi har for øje, at natur er ikke det samme som idrætsfaciliteter, men der er behov for, at ”infrastrukturen” kan følge med, når der kommer flere mennesker i naturen og så har vi brug for mere natur. Vi har brug for at have fokus på kultur, økonomiske ressourcer og større naturområder, lød budskabet fra Winni Grosbøll. 

Det starter med at skabe et liv for dem der bor der 

Hvad kan kommunerne gøre? Her var budskabet fra Winni Grosbøll, at hvad der er godt for borgerne i kommunen er også godt for turister og gæster og det kan bidrage til erhvervsudviklingen. Sammenhængende stier, der forbinder boligområder og kan gøre det nemt at komme ud, er helt afgørende for friluftslivet. – Vi skal gøre det sunde valg nemt, så vi får bevægelse ind i hverdagen og I skal være ambitiøse og tænke på tværs af forvaltninger og områder som sundhed, dagtilbud, teknik og miljø og planlægge i forhold til den offentlig service. 

Fokus på dem der ikke kommer ud i naturen af sig selv 

Oplægsholder Eva Skytte, Naturkonsulenterne, lagde flere dimensioner til forståelsen af de kvaliteter som natur og friluftsliv kan bidrage med. F.eks. i forhold til traumatiserede familier. – Vi kan se, at naturen gør alle glade. I traumatiserede familier oplever børnene med naturaktiviteter, at forældrene kan noget. Og med handicappede børn oplever vi en kæmpe udvikling af børnene med afsæt i fx fiskeprojekter, fortalte Eva Skytte. 

– Det er vigtigt, at vi tager hensyn til forskellige målgrupper og har et ekstra fokus på de målgrupper, som ikke kommer ud af sig selv. Derfor er det vigtigt med en systematisk tilgang og skabe forskellige samarbejder på tværs i kommunerne og med foreninger og frivillige, lød opfordringen fra Eva Skytte. 

Senere i programmet for Danske Parkdage fik deltagerne bl.a. mulighed for at besøge Pipstorn Skov projektet, hvor der er etableret et samarbejde mellem en privat skovejer og Faaborg-Midtfyn Kommune. Det har givet meget bedre rekreative muligheder for borgere, foreninger og institutioner. Samarbejdet giver bl.a. mulighed for kurser for stressramte, etablering af MTB-spor, madpakkehytter og overnatningsmuligheder i shelters. 

Onsdagens program bød også på et storslået besøg i Svanninge Bakker og Bjerge, der udover udsynet over det Sydfynske Øhav, er del af Faaborgs-Midtfyns satsning på rekreativt muligheder.  

Sceneskift: Polymeren i Årslev 

På konferencens anden dag rykkede deltagerne fra Faaborg til de noget mere rå omgivelser på Polymeren i Årslev i den nordlige del af kommunen – bare en cykeltur fra bymidten i Odense. 

Faaborg-Midtfyn Kommune købte i 2015 den nedlagte fabrik midt i byen og gav i stedet nøglerne til byens borgere. Her har borgerne skabt det rummelige hus kaldet Polymeren, hvor der er alt fra crossfit, aktivitetssted for veteraner, teater, koncerter, værksteder og butikker side om side. I 2020 modtog kommunen Byplanprisen for udviklingen af Årslev, hvor Polymeren ligger. En vigtig årsag til dette var bl.a. det unikke samspil og partnerskaber med borgere og private aktører.  

Byplanlægger Trine Hedegaard Jensen fortalte om, hvor vigtig Polymeren har været for byen. 

– Alle forstæder har deres særlige DNA. I Årslev blev en nedlagt fabrik bl.a. det, der foldede byens DNA ud og satte retning for byens udvikling. Midlertidige aktiviteter og en lang række store og små partnerskaber har haft afgørende betydning som løftestang i byudviklingen. Fællesskaber og borgerinvolvering har været fundament og katalysator for stedets fortælling og som et vigtigt element i tiltrækningen af nye borgere, sagde Trine Hedegaard Jensen. 

Dilemmaer i den grønne forvaltning 

I stil med ”Sara og monopolet” bød konferencen også på et panel med udvalgsformand, 1. viceborgmester Søren Kristensen (V), Faaborg-Midtfyn Kommune, formand Jon Pape, Park- og Naturforvalterne og bestyrelsesmedlem Mogens Kirkeby, DGI. Et par anonymiserede spørgsmål illustrerede, at øgede friluftsaktiviteter og samarbejdet med frivillige også giver udfordringer og dilemmaer. På den ene side er der store forventninger til, hvad kommunen ordner, men det er også vigtigt, at dialogen med frivillige eller i konfliktsager er smidig og lokal. Ligesom det er vigtigt, at kommunen er stabiliteten, fordi de frivillige vil skifte over tid, lød nogle af de vise refleksioner fra panelet. 

 

Ovenstående er blot et uddrag af de oplæg, som konferencedeltagerne fik. Præsentationerne fra konferencen kan du finde her: Præsentationer Danske Parkdage 2021

Ledelse af grønne medarbejdere, fra snot til flot

DEN GRØNNE STAFET

Af driftsleder Signe Knudsen Damm, Næstved Park & Vej, medlem af Park- og Naturforvalterne

Tak til Benedicte for overrækkelsen af stafetten, som jeg hermed vil give mit input til inspiration og eftertanke, for hvordan vi kan blive endnu bedre i vores verden med planlægning og drift af grønne områder.

Udfordring

I min egenskab af driftsleder og forhenværende projektleder/planlægger, har jeg stået på begge sider af diverse anlægs- og driftsopgaver, på godt og ondt.

Vel vidende at mange af vores projekter har lang vej fra skrivebord til virkelighed, afhængig af organisationens opbygning og dennes ressourcer.

Ofte har vi med komplekse opgaver at gøre, med mange små detaljer, som ind imellem ikke virker, selvom det bliver beskrevet minutiøst, henvisninger til PGO’en og ’Kvalitetsbeskrivelse for drift af Grønne Områder’ bliver ofte brugt. Disse arbejdsredskaber er absolut rigtige gode, at tage udgangspunkt i og til at skabe rammerne for opgaven.

Bring gartneren i spil – og kom sammen nemmere og bedre i mål

For at få succesen i hus, skal det sidste led i fødekæden være engageret mest muligt. Den største succes er at starte ud med en beskrivelse af målet, så gartnerne kender de rammer, hvor de selv kan tage beslutninger indenfor. Hermed bliver gruppen af medarbejdere inddraget helt fra ide-fasen. Og ja, det tager meget tid, og kan for nogen synes at være spild af tid. Men det er allerede her man kan få de små detaljer tænkt ind. Er der plads til at den store græsklipper kan komme igennem, det sumpede område, hvor maskinerne alligevel altid sidder fast i ydersæsonerne, teenagere der ofte smider deres tomme vodkaflasker, og mange andre udfordringer. Den viden er det kun gartneren i marken der har, og ved at lytte til disse udfordringer og få dem implementeret i projektet, er det færdige projekt næsten i mål.

Sådan får jeg det bedste frem i mine gartnere

Jeg oplever at langt de fleste gartnere, er et meget ydmygt folk, men også ualmindelige stolte af deres faglighed, uden at være højtråbende. Så man kan nemt komme til at tromle over denne medarbejdergruppe. Som leder lytter jeg meget til al det der IKKE bliver sagt, og udføre en høj grad af tillidsbaseret ledelse. Det er vigtigt at give slip og anerkende gartnernes egne metoder. Når gartneren får medindflydelse og mulighed for at forme noget, vil ejerskabet være der fra dag et. Arbejdet kommer fra hjertet.

Inddragelse af gartneren fra start betyder også ejerskab fra dag et, og efterfølgende er der ingen der skal komme og fortælle gartneren at det ikke fungerer – de vil give deres højre arm, for at det bliver en succes. Denne form for makroledelse, betyder at gartneren får stort ejerskab for opgaven. Der vil helt automatisk komme feedback fra gartneren, så snart der eksempelvis er planter der mistrives. Ikke kun at planterne er dårlige, men ofte også et forslag til hvad der kan få det til at fungere. Hvis man derimod blot trækker et projekt ned over øerne på medarbejderen, bliver det ALDRIG en succes – planterne kommer bare ikke til at gro.

Jeg synes derfor er det ekstremt interessant og udviklende at være leder for denne medarbejdergruppe.

Et eksempel på succes – gartnerne laver selv ændringer

Som opfølgning på stafetten fra Benedicte, har vi i Næstved kommune også arbejdet med mere biodiversitet. Samtidig med at vores naturmedarbejdere og planlæggere i forvaltningen har tænkt store tanker, har Park & Vej givet størstedelen af de grønne medarbejdere et kort kursus i hvad biodiversitet er. Udover en masse teori, bestod kurset også af hands-on undervisning på medarbejdernes egne områder i kommunen. Det har betydet at medarbejderne selv laver små ændringer på egne områder, som ikke gør driften mere besværlig, og tager samtidig et kæmpe ejerskab af projektet. Gartnerne øver sig i projektet, før det bliver rullet ud, og er derved et skridt foran, både i forhold til planlæggere og ikke mindst borgerne, som kan få en faglig forklaring på ændringerne.

 

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har kommentar eller lyst til at drøfte mere ledelse med mig.

2167 6034

siekn@naestved.dk

 

Referat fra generalforsamlingen 2021

Årets generalforsamling er afholdt og det blev en fredelig een af slagsen. Genvalg til 4 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter og vedtagelse af regnskab og budget med uændrede kontingentsatser. Du kan finde det formelle referat på dette link, hvor du også finde beretninger, regnskab og det nu vedtagne budgetforslag.

Deltagerne i den virtuelle generalforsamling fik et par faglige oplæg med i arrangementet, nemlig en videohilsen fra miljøminister Lea Wermelin og et oplæg fra driftschef Carsten Leth, begge med fokus på “Danmarks vildeste kommune.”

Park- og Naturforvalterne: Indkaldelse til generalforsamling 2021

I henhold til foreningens vedtægter § 4 stk. 3 indkaldes hermed til ordinær generalforsamling torsdag d. 23. september 2021

Afholdes som webinar på Teams

På årets generalforsamling skal vælges 4 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter. Bestyrelsen forventer at have kandidater til posterne, men opfordrer alle interesserede til at melde sig, da der er brug for alle, der vil bidrage til foreningen. Bestyrelsen har desuden tilknyttet et antal ressourcepersoner og bestyrelsesmøderne afholdes derfor med bestyrelse, suppleanter og ressourcepersoner. Skriv en mail til formanden, hvis du er interesseret i at stille op til én af de ledige poster eller på anden må vil bidrage til foreningens arbejde

Find indkaldelsen her og link til tilmelding her

Danmarks Vildeste Kommune: Generalforsamlingen 23.9

På generalforsamlingen har vi også et lille fagligt program om Danmarks Vildeste Kommune. Miljøminister Lea Wermelin har udfordret og inviteret alle landets 98 kommuner til at have den vildeste natur i Danmark – og 92 kommuner har taget udfordringen op! Men hvad vil det egentligt sige at være ”Danmarks Vildeste Kommune”? Og hvordan påvirker de mange nye tiltag og ændringer hverdagen og driften i kommunerne. det giver driftschef Carsten Leth, Roskilde Kommune, et bud på.

  • Videohilsen til Park- og Naturforvalterne fra miljøminister Lea Vermelin
  • Oplæg ved driftschef Carsten Leth, Roskilde Kommune

Find indkaldelsen til generalforsamlingen her