Idékonkurrence skal styrke biodiversiteten i skolegården

Nu har de lokale folkeskoler chancen for at få skolegården til at bugne af sommerfugle, blomster, træer og nye områder til udeundervisning. I disse dage skydes en landsdækkende idékonkurrence i gang for at skabe opmærksomhed om fordelene ved flere grønne skolegårde, og der er op til 100.000 kroner i puljen til den klasse, der tegner og designer den allerbedste, grønne skolegård. Pengene går til at forvandle udearealerne ved deres egen skole til en frodig oase med plads til både biodiversitet, leg og læring. 

Alle oplysningerne om konkurrencen mv. kan findes på www.idekonkurrencen.dk. Konkurrencen løber frem til 15. april 2022, hvor man senest skal have sendt en video til konkurrencens jury for at deltage.

Skolegården som grøn katalysator

Brancheforeningen Danske Anlægsgartnere er en af de bærende kræfter bag idékonkurrencen, og det er netop et af foreningens garantisikrede medlemmer, som stiller sig til rådighed med mandskab, maskiner og materialer til at forvandle børnenes drømme til virkelighed. Og det er der brug for, pointerer direktør i Danske Anlægsgartnere, Michael Petersen;

”Når man over en bred kam ser på landets skolegårde, er det tydeligt, at grønne og frodige omgivelser ikke har været prioriteret. Derfor er vi gået ind i dette projekt for at give børnene mulighed for at præge deres egne hverdagsrum, men også for at give kommuner og politikere et vink med en vognstang om, at naturen, biodiversiteten og den varierede undervisning skal helt ind i skolegårdene, så lærere og elever ikke er nødt til at fragte sig langt ud af byen for at få konkret undervisning i natur og livets mangfoldighed. Naturen skal simpelthen så tæt på, at det bliver naturligt at opleve og undervise om naturen – i naturen,”

Idékonkurrencen er skabt ud fra et ønske om at give danske skoleelever mere lys og luft i hverdagen. Eleverne skal komme med bud på, hvad der skal til for at gøre det sjovt og spændende at rykke undervisningen ud i skolegården. Til konkurrencen knytter sig et gratis læringsforløb om biodiversitet og grønne områders betydning som levested for dyr og planter. Idékonkurrencen om grønne skolegårde blev også afholdt i 2020, og her sendte 88 skoleklasser deres bud på en ny, grønnere skolegård.

Idékonkurrencen er en del af et større projekt om undervisningsegnede, grønne skolegårde, som er finansieret af VILLUM Fonden, en almennyttig fond der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning, samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland.

Du kan finde alle praktiske oplysninger på www.idekonkurrencen.dk, hvor du også gratis kan downloade undervisningsmaterialet om biodiversitet.

Hvor vild kan bynaturen blive?

Lolland Kommune prøver at undgå at klippe ‘kiggegræs’ – de klippede plæner som man mest bare kigger på. Det kan være en lavthængende frugt i forsøget på at gøre noget godt for naturen, skabe debat og skubbe vi til folks natursyn. Kommunens biologer og naturvejleder har allerede nu observeret flere spændende arter i bynaturen.

Af parkforvalter Helle Kjørup Nielsen, Lolland Kommune

Miljøministeren har i 2021 udskrevet en konkurrence om at blive Danmarks vildeste Kommune. Ligesom mange andre kommuner har vi i Lolland Kommune sat gang i mange spændene tiltag for at forfølge den drøm. Vi er desværre ikke i en situation hvor vi fx kan opkøbe store landområder og indarbejde natur, men vi synes vi har prøvet at gribe de muligheder vi nu engang har. Vi har kastet os ud i mange spændende opgaver med at plante hjemmehørende buske og træer, etablere paddehuller, hænge fuglekasser op, etablere bakker, lade kvashegn ligge, veteranisering, bruge lokale frøblandinger m.m.

Men vores største satsning indtil videre har uden tvivl været omlægning at de mange slåede græsplæner.
Som udgangspunk er stort set alt vores kiggegræs kun blevet klippet 1-2 gange i 2021, afklippet er så vidt muligt blevet fjernet. I vores optik er ’kiggegræs’ en græsplæne med den eneste funktion at blive kigget på.
Vi har indført dette princip uden nogen større forudgående inddragelse og formidling til borgerne. Vi havde en forventning om at hvis vi spurgte borgerne for meget inden det blev indført, så ville det blive et nej mange steder uden at folk havde givet det en chance. Vi har selvfølgelig fulgt op med formidling og dialog undervejs.

Vi har omlagt ca. 60 ha fordelt på 210 arealer.
Vores erfaring er, at man ikke bare kan ’glemme’ stederne og kun slå det en gang om året, så får vi ikke overbevist nogen borgere om, at det også er et rart sted at bo og opholde sig. Vi lægger mange kræfter i at få klippet en kant rundt om det vilde, evt. klippede stier eller opholdspladser på arealerne, hvis det er stort nok. Udstyr som bænke, skilte og skraldespande skal være rene og indbydende, lige som vi sætter formidlingskilte op på arealerne, der fortæller hvad formålet er. Det kræver stort engagement, mod, handlekraft, sammenhold i forvaltningen og stor faglighed fra mange enheder, hvis det skal realiseres.
Derudover gør vi en stor indsats for også at etablere blomstrende bede mange steder i byen. Disse er selvfølgelig ikke det mest ’naturlige’, men selv med et utrænet øje kan man se at disse bede er fyldt med liv, og de bidrager til helhedsoplevelsen af at være i vores kommune er rar. Vi oplever at borgere og turister generelt er meget tilfredse, også selvom det er vildt.
Vi har mødt kritiske røster der mener, at omlægningen er gået for stærkt og at der har manglet borgerinddragelse. Det ér gået rigtig stærkt, og der har været svipsere og misforståelser, men vi er klar til at ændre det igen. Hvis det viser sig, at det ikke er hensigtsmæssigt med det høje græs, så kan vi jo bare klippe det igen og ingen skade er sket.
Det er meget få steder hvor vi indtil videre har genindført det klippede græs pga. klager i forhold til hvor store ændringer der er foretaget. Tværtimod så oplever vi at efterspørgslen fra borgerne på nye tiltag er nu større en forvaltningen kan nå at følge med.

Bøvl med de nye rutiner
En af de store udfordringer vi har haft med den ændrede græsklipning, var dels at det var en helt ny type arbejdsopgave for mange af medarbejderne, og at de maskiner vi havde til rådighed var slet ikke gearet til den klipning vi ønskede.
Det er ikke nemt at have løst en opgave perfekt i mange år, for fra den ene dag til den anden så at opleve at det er helt forkert det man løser. Det vil være en stor omvæltning for de fleste mennesker. Nogen medarbejdere oplevede endda, at der var ved at gå ild i deres maskine pga. klipning af det høje græs.
Da vi har satset massivt på uklippet græs, så har der været basis for at komme af med nogen af de gamle græsklippere og investere i nye bæltemaskiner, der både kan køre med fingerklipper og samle afklippet op i en fart. Alle grønne medarbejdere har været på et to dages kursus om biodiversitet. Vi håber på at disse tiltag vil gøre det nemmere – og billigere – de kommende år.

Det nyttet noget
Kommunens biologer og naturvejleder har allerede nu observeret flere spændende arter i vores bynatur, som de ikke mener der var der før, vi tror på at den ændrede driftsform gør en forskel i den store helhed.
At undgå at klippe vores ‘kigge græs’ kan være en lavt hængende frugt i forsøget på at gøre noget godt for naturen, om ikke andet så skubber vi til folks natursyn og vi kan få en debat om det. Der er ingen mennesker der mister noget ved det, den eneste konsekvens er at vi skal vænne os til at der står højt græs på arealet hvor vi tidligere har været vant til at kigge det på det klippede græs. Når vi formidler og viser at det kan lade sig gøre på en fin måde på de offentlige arealer, så håber vi at det kan inspirere endnu flere haveejere, boligforeninger, industriejere og landbrugsarealer til også at omlægge nogen af deres arealer.
Kirkegården ved Sandby Kirke har indført udslåede plæner og omlægning af 10 ha. tidligere landbrugsjord. Det er blevet indført efter, at et menighedsrådsmedlem havde set hvordan vi arbejder med bynatur på de kommunale arealer.
Vi synes allerede at naturen har sejret på Lolland.

VIL DU VIDE MERE

Tjek vores Facebook side ud – Lolland En Vild Kommune

Eller vores hjemmeside
Oplev Lollands vilde natur – en del af Vild med Vilje

Du er også velkommen til at kontakte mig direkte:

hekni@lolland.dk
tlf. 25265912

 

 

BUILD FOR BIODIVERSITY – Biodiversitet i arkitektur og byggeri

Konference: Build for Biodiversity
27. og 28. april i København

 

Build for Biodiversity er Building Greens konference omkring urban biodiversitet og de udfordringer den globale biodiversitetskrise stiller byggebranchen. Ved at invitere naturen helt ind i byen kan branchen gå fra at være en af de store biodiversitetssyndere til at være en af de bærende kræfter i arbejdet med at løfte og beskytte biodiversiteten. På den måde kan vi skabe grønnere og sundere byer til gavn for alle mennesker, dyr og planter.

På Build for Biodiversity får du blandt andet sat fokus på Biodiversity Net Gain-principper og på hvordan du kan arbejde med det bebyggede areal og bruge byggeriet og arkitekturen til at øge biodiversiteten i området. Derudover kan du være med til at skubbe på i forhold til at få biodiversitet højere op på den politiske dagsorden, og du får sat fokus på hvordan vi sammen kan blive stærkere til det strategiske planlægningsarbejde.

Hvad får du ud af at deltage?

– Viden om den blå biodiversitet såvel som den grønne
– Inspiration til forskellige tilgange til arbejdet med biodiversitet
– Værktøjer til at øge biodiversiteten i dine projekter
– Indblik i det politiske arbejde om at få biodiversitet på dagsordenen
– Inspiration gennem spændende cases fra ind- og udland
– Netværk og vidensdeling om urban biodiversitet med branchen

Som del en brancheorganisation under Green Cities kan Park og Natur-forvalterne tilbyde 15 % rabat ved køb av billetter til konferencen. 

For at få rabatten skal I angive koden: GreenCities15

Klikk her for program og tilmelding

 

 

IGNsyn alumnearrangement – Viden, inspiration og highlights

Den 17. marts 2022 afholder Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning alumnearrangement for tidligere studerende. Til arrangementet kan du høre spændende oplæg om eksempelvis ‘klimaforandringer i Arktis’, udvide din faglige viden og møde gamle studiekammerater.

Alumni fra alle KU’s uddannelser er velkomne.

Læs mere om arrangementet her

IGNsyn afholder årligt 2-3 faglige arrangementer for alumner ved Institut for Geovidenskab og naturforvaltning (IGN) ved Københavns Universitet. Her fortæller forskere om ny og spændende forskning, og deltagerne kan høre om Københavns Universitets tilbud om efter-videreuddannelse indenfor deres arbejdsområde. IGNsyn skaber både gode rammer for din faglige udvikling og styrker dit faglige fællesskab.