Generalforsamling, Park- og Naturforvalterne, 26. marts 2026
Af forperson Jon Pape, Park- og Naturforvalterne
Ved generalforsamlingen i september 2025 besluttede vi at ændre tidspunktet for den årlige generalforsamling, så den fremover afholdes i februar–marts. Derfor er der kun gået et halvt år siden sidste generalforsamling, og der er naturligt nok mindre nyt at berette i klassisk forstand. Vi afholder ikke valg til bestyrelsesposterne i 2026.
Bestyrelsen har derfor besluttet at bruge dette års generalforsamling til at gøre status og til en fælles drøftelse af foreningens udvikling. Målet er at tage temperaturen på, om vi er på rette spor – og om hvordan vi bedst udvikler Park- og Naturforvalterne i de kommende år. Vi har fået mulighed for at afholde generalforsamlingen hos Lokale- og Anlægsfonden i Nyborg og har en række spændende oplæg om fondens arbejde på programmet også.
Status på det seneste års arbejde
I beretningen fra september 2025 kunne vi konstatere, at foreningen er præget af høj faglig aktivitet og engagement blandt medlemmerne. En central prioritet har været og er at styrke de faglige netværk. I perioden har vi etableret regionale netværksgrupper i hele landet samt et nyt pensionistnetværk. Erfaringen er, at behovet for at udveksle konkrete løsninger og erfaringer på tværs af kommuner og organisationer er efterspurgt. Netværksaktiviteterne spiller derfor en stadig vigtigere rolle i foreningens arbejde.
Samtidig har vi gennemført en række velbesøgte faglige arrangementer. Blandt højdepunkterne var Danske Parkdage i Silkeborg med temaet ”Natur, byudvikling og tværfaglighed”. Silkeborg præsenterede kommunen og arbejdet på bedste vis til stor inspiration for deltagerne. Tak for det gode samarbejde!
Parkdage, Vintermøde, netværksmøder, webinarer m.m. peger alle på et stærkt fagligt fokus på bynatur, klima, biodiversitet og dokumentation af værdien af grønne løsninger. I løbet af de sidste par år har vi fået ny hjemmeside med netværksfacilitet og har haft rigtig mange tilbud.
Medlemstallet har i perioden været stabilt på knap 200 medlemmer, og økonomien er sund. Kontingentstrukturen forslås ved denne generalforsamling ændret, så den igen omfatter et kollektivt kommunemedlemskab. Målet er at gøre medlemskabet mere attraktivt og tilgængeligt for flere.
Vi er klar over at tiden er knap i de kommunale organisationer, så i det kommende år vil vi sætte fokus på vigtigheden af, at organisationerne skaber plads og tid til faglig udvikling. Det giver bedre faglige løsninger og er med til at skabe attraktive arbejdspladser.
Hvor skal foreningen hen herfra?
Selvom foreningen står på et solidt fundament, står vi også i en tid med store forandringer i vores fag. Kommunerne arbejder med nye dagsordener inden for klima, biodiversitet, byudvikling og grøn omstilling. Samtidig udvikler de faglige miljøer og samarbejdsformer sig, og der er mange organisationer, der udbyder netværk, kurser og efteruddannelse.
Det giver anledning til nogle centrale spørgsmål om foreningens rolle fremover:
- Hvordan kan vi fortsat være et stærkt fagligt samlingspunkt for park- og naturforvalterne i Danmark?
- Hvilke typer aktiviteter giver størst værdi for medlemmerne – netværk, kurser, konferencer eller noget nyt?
- Hvordan sikrer vi, at flere kommuner og organisationer ser værdien af at være med i foreningen?
- Og hvordan kan vi styrke synligheden af vores fag i en tid, hvor grønne løsninger spiller en stadig større rolle i samfundet?
Bestyrelsen ønsker derfor at bruge en del af generalforsamlingen til en drøftelse, hvor medlemmerne kan give input til foreningens fremtidige retning.
Mulige udviklingsspor
Til inspiration for drøftelsen peger bestyrelsen blandt andet på følgende temaer:
- Styrkelse af netværkene – flere faglige netværksgrupper og endnu bedre videndeling mellem medlemmer.
- Flere kompetenceaktiviteter – kurser og faglige arrangementer om aktuelle temaer
- Løbende fokus på aktuelle temaer som foreningens medlemmer efterspørger
- Synlighed og faglig gennemslagskraft – hvordan foreningen kan bidrage til at styrke grundlaget for grønne løsninger i kommunerne.
- Udvikling af medlemskabet – hvordan vi kan gøre det lettere for flere at deltage i foreningen.
Formålet med drøftelsen er ikke at træffe beslutninger på stedet, men at give bestyrelsen et godt grundlag for det videre arbejde med at udvikle foreningen.
Park- og Naturforvalterne er først og fremmest et fagligt fællesskab. Derfor er medlemmernes erfaringer, idéer og ønsker afgørende for, hvordan foreningen skal udvikle sig fremover.
Vel mødt i Nyborg til en spændende dag med inspirerende oplæg og mulighed for indflydelse på foreningens fokus i de kommende år.