Park- og Naturforvalterne søger værtskommuner for de kommende års udgaver af Danske Parkdage. Parkdage er vores årlige faglige konference, hvor kollegaer og grønne fagfolk, der arbejder med drift og udvikling mødes og bliver klogere, inspireret og får styrket netværket.
Konferencen har været afholdt siden år 2000. Navnet Danske Parkdage er måske ikke helt retvisende længere, for fokus er på arbejdet med det grønne område i bred forstand, byudvikling, klimatilpasning og borgerinddragelse. Men selvfølgelig også på den basale grønne faglighed, fra drift af grønne områder til plantekendskab.
Som vært får jeres kommune en enestående mulighed for at fremvise jeres arbejde med parker, natur og byrum – og sætte jeres lokale og faglige indsatser på landkortet. Det er samtidig en chance for at bringe kolleger og samarbejdspartnere sammen om at skabe et stærkt fagligt og socialt arrangement som I vil nyde godt af i lang tid efter konferencen.
I de sidste år har bl.a. følgende haft værtskabet for konferencen: Viborg, Lolland, Faaborg-Midtfyn, Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, Høje-Taastrup, Aarhus, Frederikshavn, Esbjerg og Roskilde.
Alle har de bidraget med spændende cases, rundvisninger og fagligt indhold – og skabt rammerne for inspirerende dage i grønne omgivelser. Har jeres kommune lyst til at byde ind som vært? Så kontakt gerne formanden eller sekretariatet helt uforpligtende– vi er klar med mere info, sparring og erfaringer fra tidligere afholdelser.