Onsdag den 10. august: Staudeplantninger i Roskilde.

På det første netværksmøde efter sommerferien vil landskabsarkitekt Mette Jessen fra Roskilde Kommune vise os det første ”lærebed” i Roskilde og 2 udsåningsbede ved Kristiansminde og Hyrdehøj, hvorefter vi fragter os til tre præriestaudebede i Østervangsparken nær H/ F Granly. Foreningen er vært ved en sandwich og lidt at drikke.

Mødested: Kristiansminde 67, 4000 Roskilde (for enden af vejen); find kort i kalenderen.

Kl. 17:00 til 19.30

HUSK det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. GÅ TIL TILMELDING.

 

Revitalisering af parker – Roskilde d. 16.6

Mette Jessen, landskabsarkitekt i Roskilde orienterede indledningsvis om Byparkens historie. Det har vist sig, at parken i år bliver 100 år gammel. Byparken er anlagt med henblik på at give borgerne i Roskilde mulighed for kulturelle arrangementer, som ikke har en sportslig karakter.

Byparken har en unik placering på et skrånende areal mellem Domkirken og fjorden, og fra flere steder i parken er der fjordudsigt.

Udfordringen i dag er bl.a.

• mange ældre træer, med døde grene i trætoppen, som tydeligvis er i ned-brydningsfasen.

• mangelfuld visuel kontakt mellem domkirken og fjorden

• parkerede biler og trafik mellem parken og fjorden, som skæmmer området for de, der søger mulighed for fred, ro og fordybelse i parken

• måske lidt store ensartede græsflader

Vi diskuterede muligheder for at forny Byparken, og der indkom mange spændende råd og idéer. Der var enighed om, at der med fordel kan sættes en langvarig proces i gang med inddragelse af borgere og politikere om parkens udvikling. Der kan desuden arbejdes med midlertidige løsninger, hvor nye idéer afprøves, såsom hængekøjer i træer, egesveller som bænke, udsåning af engblomsterblandinger osv.

De ældste træer skal fældes, så de ikke udgør en sikkerhedsrisiko, men måske kan udtydning og fornyelse med fordel gennemføres over en længere periode. Den helt store fornyelse kan ikke gennemføres alene med omprioritering af driften. Det er nok nødvendigt med anlægsmidler. Af samme grund er det nødven-digt at borgere og politikere tages med på råd, og at de får indflydelse på parkens omlægning.

Stor tak til Mette Jessen og Roskilde Kommune for et spændende besøg.

Vi vil gerne indsamle en ”Best practice” eksempelsamling til inspiration for deltagernes videre arbejde i forvaltningerne. Hvis din forvaltning ligger inde med et eller flere eksempler på det man f.eks. kan kalde ”Udviklingsorienterede drifts-planer” opfordrer vi til, at du sender en digital version eller lægger et link til planen til Park- og Naturforvalternes sekretariat på: sekretariat@parkognatur.dk

Park- og Naturforvalterne: Aftale om planloven betinget godkendt!

Park- og Naturforvalternes formand, Kirsten Lund Andersen, hilser aftale om planloven velkommen. Afkortning af høringsfrister er dog et forkert signal at sende, lyder vurderingen.

Det ser ud til, at regeringen og et stort flertal i Folketinget har lyttet til debat og synspunkter om planloven, kyster og balancen mellem land og by. I hvert fald er regeringens forslag om yderligere 15 forsøgsbyggerier udgået og både kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinjen er bevaret. Der gives nye muligheder for udviklingsprojekter i landsbyerne og sættes fokus på uudnyttede areal-reservationer til ferie- og fritidsformål.
Formand for Park- og Naturforvalterne, Kirsten Lund Andersen, hilser umiddelbart aftalen velkommen.

IMG_2905

– Park- og naturforvalterne måler selvfølgelig udspillet på, om balancen mellem natur og grønne faciliteter på den ene side og endnu mere byggeri på den anden side balancerer. Det ser alt i alt fornuftigt ud, når vi ser på de store linjer og forholder det til de meget vidtrækkende oplæg vi tidligere har set fra regeringen. Kysterne får fred for flere end de allerede 10 besluttede projekter og der skabes alligevel plads til forskellige udviklingsprojekter i bagland og i landsbyer. Vi må selvfølgelig afvente lovforslag og detaljerne for en endelig vurdering, siger Kirsten Lund Andersen.

Der lægges med aftalen op til bedre muligheder for dispensation til småprojekter som højbede og legepladser og til, at kommunerne kan søge om at etablere særlige udviklingsområder i kystnærhedszonen i områder ”uden særlige landskabs-, natur- og miljøinteresser”. Disse vil med aftalens ordlyd ”derfor som udgangspunkt ikke ligge helt ude ved kysten, men lidt inde i landet”. Udviklingsområderne skal forholdes til udpegning af eksisterende og potentielle naturområder til Grønt Danmarkskort og der er målsætning om ”at sikre flere og større sammenhængende naturområder.” Ligeledes skal kommunerne ”overveje, hvordan friluftslivet kan styrkes.”

Fokus på administration
– Det ser ud til, at der vil komme særligt fokus på administrationen af reglerne, for aftalen har målsætninger om administrativ forenkling. Det kan vi selvfølgelig kun hilse velkommet, da netop komplicerede – og til tider uforståelige – regler og bureaukrati i lang tid har sat sindene i oprør, og måske var det, der nærede ønskerne om ændringer i reglerne. Der vil fortsat hvile et stort ansvar på kommunerne. De skal vise, at de kan tænke langsigtet og balancere mellem beskyttelse og benyttelse, siger Kirsten Lund Andersen
Om dispensationer inden for strandbeskyttelseslinjen står bl.a., at ”aftaleparterne er enige om, at der skal ske en administrativ forenkling, der skal sikre større gennemsigtighed i reglerne og mindre bureaukrati for både borgere og myndigheder.”

Kortere høringsfrister
Begejstringen er dog behersket, når det handler om aftalens oplæg til at forkorte høringsfrister i planloven. Her står, at kommunerne skal have muligheder for at gennemføre kortere høringsfrister, når der er tale om mindre indgribende planer ”forudsat, at det giver mulighed for tilstrækkelig inddragelse af offentligheden.” Høringsfristerne nedsættes fra minimum 8 uger til minimum 4 uger. Der indføres et forenklet lokalplaninstrument, med en høringsfrist på blot 2 uger.
– Umiddelbart vurderer jeg, at kortere høringsfrister er et forkert signal at sende, for høringerne er jo en del af rygsøjlen i demokratiet. Dialogen med interessenter er vigtigt for vores arbejde med forskellige projekter og for ejerskabet, siger Kirsten Lund Andersen.

Med afsæt i aftalen vil regeringen i oktober 2016 fremsætte lovforslag med målsætning om, at nye lovregler skal træde i kraft 1 januar 2017.

Debatten om planloven er bl.a. på dagsordnen på Danske Parkdage 2016, der afholdes i Frederikshavn i dagene fra 7. til 9. september. Læs mere om arrangementet på dette link.

Staudegruppen i Rudersdal

Årets første arrangement i staudenetværket løb af stabelen i Holte den 11. maj. Her gav de grønne folk Karsten H. Kristensen, Elsebeth Clemmesen og Preben Önnerth fra Rudersdal Kommune en inspirerende gennemgang af to forskellige nyanlæg, hvor stauderne var i fokus.

Første stop var Holte stationsforplads, der i 2013 blev omlagt, så arealer til busholdeplads blev reduceret og gav mulighed for enten flere p-pladser eller bedre opholdsmuligheder. Det blev heldigvis det sidste og der blev plads til en bred midterø i hele pladsens længde – udformet med granitfliser og store cirkelformede bede med stauder og prydgræsser samt overstandere af stammede træer. Ved arrangementet var stauderne i fuld vækst men endnu ikke i blomst – det var til gengæld masser af hvide tulipaner.

Det andet anlæg var helt nyt og udført i forbindelse med Øverødvejs nye krydsning af og tilslutninger til Helsingørmotorvejen. Her var brede midterheller oprindeligt tænkt udført med asfaltbelægning men endte alligevel som stauderabatter med salttolerante stauder og græsser udført af kommunens egne gartnere. Også her hørte vi om processen frem mod realiseringen, om valg af planter, jordtype m.m..

Arrangementet sluttede med sandwich, vand og flot aftensol i parken ved Kulturcenter Mariehøj, tæt ved staudeplantningerne.

Stor tak til de engagerede folk fra Rudersdal Kommune!

Generalforsamling d. 7.9. i Frederikshavn

Formanden, to bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter er på valg. Desuden udtræder Tine Meide Kierkegaard af bestyrelsen midt i den to-årige valgperiode, så der skal ligeledes vælges et bestyrelsesmedlem for et år.

Forslag til generalforsamlingen kan sendes til formanden senest 1.7.

Landskaber er in – men landet er yt!

Programmet for konferencen ” Grøn samskabelse – i byen og på landet” er på plads. Blandt indlægsholderne er bl.a. landskabsarkitekt Hanne Bat Finke, SDU og formand for Akademiraadets landskabsudvalg. Hun kickstarter en debat om landskabssyn og planlov med overskriften “Landskaber er in – men landet er yt!”. Find hele programmet via dette link.