Uddannelsen til have- og parkingeniør skifter navn

Uddannelsen til have- og parkingeniør skifter navn til urban landskabsingeniør. Navneskiftet er et længe næret ønske fra både studerende, studieledelse og erhvervet. Og det bliver styrket i den opdaterede studieordning, der gælder fra studiestart 2020.

”Ordet ’have’ kunne nemt misforstås, og det har været forstyrrende for uddannelsen”. Det fortæller studieleder Henriette Bonde som en del af begrundelsen for, at uddannelsen til have- og parkingeniør nu skifter navn til urban landskabsingeniør.

”Mange – både potentielle studerende og i erhvervet – har på grund af navnet fået en forkert opfattelse af uddannelsen. Nogle har troet, at der var tale om en uddannelse til havearkitekt. Og generelt har navnet ikke været repræsentativt for uddannelsen, fordi det ikke dækkede hele uddannelsens bredde.”

Henriette Bonde anerkender dog, at det både er usædvanligt og kan være risikabelt at ændre navn på en uddannelse. Men hun tror og håber, at skiftet ikke bliver så voldsomt, hverken for kommende dimittender eller for de ca. 130 kvinder og mænd, der allerede har gennemført uddannelsen. Mange færdiguddannede benytter fx allerede den engelske titel urban landscape engineer, også når de søger job.

Læs mere om navneskiftet på skovskolens hjemmeside.

Indkaldelse til generalforsamling 2020

Der indkaldes hermed til generalforsamling onsdag d. 9. september 2020 kl. 13:00 til 15:00. Generalforsamlingen foregår online på Microsoft Teams og tilmelding er påkrævet. Deltagelse i generalforsamlingen kræver medlemskab af foreningen.

Tilmelding, dagsorden og bilag findes her: Generalforsamling 2020

Inspiration til samarbejde med grønne frivillige

Skovskolen inviterer til gratis workshops d. 21. og 23. September

Arbejder du med frivillige i dit daglige arbejde, så har du mulighed for at komme til erfa-workshop i forbindelse med projektet ”Frivillige viser vej”. På workshoppen diskuteres resultaterne og anbefalingerne af forskningsprojektet. Den 21. september i Korsør og d. 23. september i Skanderborg. Max 30 deltagere pr møde. Der er stadig ledige pladser, først til mølle.

Kronik: styrk naturen og friluftslivet

Danskernes brug af friluftslivet har taget fart i de sidste måneder, og det giver mere sundhed og livskvalitet for mange. Det forbrug, der er knyttet til natur og friluftsliv, skaber mere beskæftigelse per krone end forbrug generelt, så der er mange gode grunde til, at staten og kommunerne skal prioritere natur og friluftsliv.

Formand for Park- og Naturforvalterne Kirsten Lund Andersen og Michael Nørgaard skriver 30. juli 2020 i en kronik i Information, at der er brug for at holde momentum i forhold til at styrke danskernes brug af naturen og mulighederne for at dyrke friluftslivet.

Alt i alt har danskerne taget naturen og friluftslivet til sig i endnu større grad end tidligere. Paletten af muligheder er heldigvis bred, og der er også mange naturområder, der ikke bliver brugt. Så der burde være muligheder for alle; fra hundeluftere til lystfiskere og motionister. Samtidig ser vi ofte, at disse aktiviteter skaber og styrker sociale fællesskaber, der også er afgørende for den mentale sundhed og livskvaliteten for den enkelte.

For nogle år siden konkluderede en undersøgelse fra Københavns Universitet, at der »vil være en klar nationaløkonomisk pointe i at fastholde flere danskeres ferie i Danmark for eksempel gennem et aktivt friluftsliv …«.

Når vi så samtidig ved, at vi med mere friluftsliv også får bedre sundhed, flere sociale fællesskaber og en mere bæredygtig fritid, er der vel ikke meget at betænke sig på? Vi skal selvfølgelig styrke og forbedre danskernes muligheder for at bruge naturen og dyrke friluftslivet.

Læs hele kronikken i Information

Læs mere om undersøgelsen fra Københavns Universitet

Inspiration til at komme ud i naturen i Danmark

Ny hjemmeside – udinaturen.dk – samler inspiration og gode råd til at komme ud i naturen i Danmark.

Udinaturen.dk er Danmarks guide til oplevelser i naturen og er et samarbejde mellem en række kommuner, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Friluftsrådet og KL.

Siden giver idéer og inspiration til mange typer af aktiviteter i den danske natur fra gåture til overnatning i det fri.

På sigt er det meningen, at organisationer kan dele natur-faciliteter på siden.

Besøg udinaturen.dk.

Vores by-kvadratmeter er blevet superoptimeret!

Traditionelt er vores byer udviklet med tæthed af boliger, offentlige og private byggerier. Og gennem tiden er mange gode argumenter for at skabe mere plads til grønne frirum blevet drøftet. Men vores optagethed af vækst har overskygget alle gode indvendinger og medført, at vi i dag har udnyttet stort set hver eneste kvadratmeter i vores byer. Det mærker vi for alvor nu – hvor coronakrisen tydeliggør, at der er kamp om pladsen på de offentlige grønne arealer.

Formand for Park- og Naturforvalterne Kirsten Lund Andersen peger i en kronik i Berlingske på det massive pres, der er på byernes grønne kvadratmeter. Vi har superoptimeret hver eneste kvadratmeter i vores byer, og coronakrisen har vist os, hvilke konsekvenser det har haft. For mennesker vil gerne holde afstand – men når pladsen bliver trang, rykker vi sammen.

Kronikken er skrevet af formand Kirsten Lund Andersen på vegne af Green Cities.

Læs hele kronikken i Berlingske.

Læs uddrag af kronikken på Green Cities’ hjemmeside.

Ny formand for Park- og Naturforvalterne

På generalforsamlingen til september – som afholdes online – skal der vælges ny formand for Park- og Naturforvalterne.

Som du måske har noteret, så er Danske Parkdage 2020 aflyst og udskudt til afholdelse i Faaborg- Midtfyn i 2021. Det betyder også, at årets generalforsamling skal afholdes i et andet format og det bliver som et online- webinar, der afholdes d. 9. september 2020.

Et vigtigt punkt på generalforsamlingen bliver valg af ny formand. Park- og Naturforvalternes nuværende formand, stadsgartner Kirsten Lund Andersen, genopstiller nemlig ikke. Kirsten har været formand siden 2012. Bestyrelsen har et forslag til en kandidat, men alle medlemmer kan selvfølgelig stille op. På valg er også 2 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.

Har du som medlem forslag du ønsker behandlet på generalforsamlingen, så skal de indsendes til formanden. Vi strækker fristen til mandag d. 10. august. Alle typer af forslag er velkomne.
Skriv en mail til formanden med forslag: Kirsten Lund Andersen – kla-teknik@aalborg.dk

Corona-krisen giver nye muligheder

Ligesom andre store samfundskriser som krige og naturkatastrofer har givet anledning til innovation, så kan pandemien, vi gennemlever nu, blive en del af løsningen på kampen om pladsen i de større byer. 

”Mange innovative løsninger er kommet ud af at mennesker gennemlever kriser som krige, naturkatastrofer og pandemier”, skriver Susanne Renée Grunkin, formand for Danske Landskabsarkitekter på vegne af Green Cities for a Sustainable Europe i et debatindlæg bragt i Jyllands-Posten i weekenden.

Vi skal bruge krisen til at overveje, om vi bruger byens kvadratmeter på den mest hensigtsmæssige måde eller om det kan gøres anderledes. Krisen har nemlig vist os, at der mangler grønne kvadratmeter i de større byer. Men måske har krisen også vist os løsningen.

Læs debatindlægget af Susanne Renée Grunkin i Jyllands-Posten her (kun for abonnenter)

Er du ikke abonnent på Jyllands-Posten, kan debatindlægget læses på Green Cities’ hjemmeside