Konference – Byens grønne kvadratmeter

Green Cities Europe inviterer til konferencen Byens grønne kvadratmeter – hvilke værdi har de? – 29.august 2022, og tilmeldingen er nu åben!

Stadig flere flytter til de større byer, hvilket giver et stigende pres på de arealer, der kan udvikles til bynatur og på eksisterende grønne arealer, der ofte søges inddraget til boligbyggeri. Derudover står vores samfund overfor kritiske udfordringer med klimaforandringer, stress og tab af biodiversitet.
Mange af disse udfordringer kan imødekommes ved, at kommunerne langt mere målrettet indarbejder bynatur i byggeriet og i byplanlægningen.

HVORDAN KAN KOMMUNERNE MERE AKTIVT tænke flere grønne områder ind i byplanlægningen og dermed skabe mere bæredygtige og grønnere byer?
HVORDAN SIKRER VI, at grønne områder prioriteres på lige fod med byggeri, veje og parkeringspladser?

Til konferencen inviterer Green Cities Europe politikere, byplanlæggere og øvrige fagprofessionelle fra kommunerne i Region Syddanmark til en dag med oplæg og paneldebat om, hvordan vi kan skabe den nødvendige balance mellem det grå og det grønne i byerne.

Det er GRATIS at deltage

Tilmeldingsfrist 24. maj 2022

Se program og tilmelding her

afgangsudstilling

3 årgange Landskabsarkitekter fra Københavns Universitet udstiller afgangsprojekter

Landskabsarkitekternes afgangsudstilling vender tilbage efter ufrivillig Corona-pause

18.-21. maj udstiller kandidater fra landskabsarkitekturuddannelsen på Københavns Universitet de seneste tre års afgangsprojekter i Ridehuset på Frederiksberg Campus.

I år er det fjerde gang, at Landskabsarkitekternes afgangsudstilling afholdes, og efter 2 års Corona-lukning glæder de sidste tre års kandidater sig til at vise deres afgangsprojekter frem. Leah Løffler er en af de færdige kandidater fra Københavns Universitet og er medlem af arrangementsgruppen.

”Fælles for de seneste års projekter er, at vi med stor omsorg forsøger at fremme samfundets fællesskaber og fortsatte udvikling og trivsel for både mennesker, planter og dyr. Ikke blot i Danmark, men i mange afkroge af verden. Måske er det blot et billede på en almen og menneskelig bekymring og nysgerrighed over for, hvad fremtiden bringer,” forklarer Leah Løffler og glæder sig sammen de andre kandidater til udstillingen, der efter to års nedlukning er ganske særlig i år.

Les mere her

biodiversitet i byen

Mangfoldig inspiration til biodiversitet i byen

Med udgivelsen af en 64 siders publikation med en række eksempler på, hvordan biodiversiteten i byerne kan øges – har Green Cities taget endnu et skridt i målet om at inspirere byplanlæggere, politikere og øvrige fagprofessionelle til at få flere grønne områder og mere biodiversitet ind i kampen om kvadratmeterne i byerne.

– I min optik er der aldrig før lavet noget lignende, siger Henning Roed, Danske Planteskoler – og projektejer af den danske del af EU-kampagnen More Green Cities for Europe.

– I vores nye publikation ”Biodiversitet i byer” har vi samlet en række forskellige projekter og initiativer, der har fokus på at højne biodiversiteten i og omkring byerne.

– Det vil sige, at læserne kan finde inspiration om alt fra grønne tage, lommeskove, grønne tiltag på industriarealer, offentlige institutioner, boligforeninger, byskove – og ja, faktisk også en opskrift på, hvordan en kommune kan formulere og igangsætte en biodiversitets strategi, uddyber Henning Roed.

Publikationen præsenteres første gang i forbindelse med konferencen Build for Biodiversity, der afholdes i København 27. og 28. april – hvor Green Cities er vært for dialogforedraget 18 visionsplaner for bynær bynatur i Høje-Taastrup Kommune.
– Vi ser meget frem til at få publikationen ud og leve, siger Henning Roed.

Publikationen ”Biodiversitet i byer” kan læses og hentes HER.

Det er også muligt at bestille et trykt eksemplar af publikationen – det kan ske ved henvendelse til info@green-cities.dk

Yderligere oplysninger, projektleder Birte Kennedy, M: 2262 2820

Tilmelding åben for Danske Parkdage 2022

Danske Parkdage løber i år af staben 7 – 9 september i Maribo og overskriften lyder Det vildeste landskab – Den vildeste udfordring.

Med temaer så som infrastruktur, byrumsudvikling og biodiversitet er der lagt op til både faglig udveksling og inspiration mod det fælles arbejde med den grønne dagsorden i både planlægning, anlæg og drift.

Læs mere her

Sidste chance for early bird pris til Build for Biodiversity 2022

Oplev Andrew Whalley på Build for Biodiversity den 27. & 28. april!

På konferencen bliver du inspireret til arbejdet med urban biodiversitet. Du kan blandt andet møde den meget inspirerende Andrew Whalley OBE, der er chairman hos Grimshaw Architects. Andrew Whalley har arbejdet for en af de førende tegnestuer i England de sidste 30 år, og han er en af frontløberne inden for bæredygtigt design.

Han står bag mange inspirerende projekter, der fokuserer på vigtigheden af biodiversitet og har en biologisk tilgang til arkitektur. Et af de mest kendte projekter er The Eden Project, der går for at være et af verdens største drivhuse.

Sidste chance for Early Bird-pris
Fredag 18.marts er det din sidste chance for Early Bird-pris på Build for Biodiversity. Du sparer 1.500 kr., når du tilmelder dig senest fredag. Tilmeld dig nu!

Med rabatkoden GreenCities15  er det også 15% rabat.

ISA Annual International Conference i Malmø

Der er nu åbnet for registrering til årets helt store event: ISA konferencen i Malmö, 12.-14. september, 3 dage fyldt med det nyeste fra forskning og praksis om bytræer og træpleje. 

ISA – International Society of Arboriculture afholder årligt en international konference hvor man kan mødes med og lære fra andre i faget. Med keynote speakers, workshops, og networking-events kommer man bredt forbi den nyeste forskning, praksis og teknologi.

Du kan læse mere og registrere dig her:

Vintermøde: Fuldt program er klar… bl.a. med biodiversitetskoordinator fra Aalborg

Brikkerne til programmet for Vintermødet 2022… som lige sniger sig ind i foråret… er klar. Vi har komplementeret programmet med biodiversitetskoordinator Camilla Dahlgaard Astrup, Aalborg Kommune. Aalborg Kommune har i mange år arbejdet på at styrke naturen og biodiversiteten i kommunen. I 2017 vedtog kommunen en biodiversitetsstrategi ’RIG NATUR i Aalborg Kommune’ og i 2018 kom ’Under åben himmel’, en politik for natur, parker og udeliv. I 2020 ansatte kommunen en biodiversitetskoordinator, hvis største fokus er at forbedre og øge biodiversiteten i Aalborg Kommune – i samarbejde med borgere og lokale virksomheder. Vi hører om erfaringerne.

Find det fulde program her

 

Den grønne stafet: Vores Vilde Guldborgsund

 

 

 

Indlæg skrevet af Parkforvalter Gitte Krogh – Driftsplanlægning – Guldborgsund Kommune, medlem af Park- og Naturforvalterne

 

Tak til Signe, Næstved Kommune, for overrækkelsen af stafetten. Her kommer mit input til hvad der rør sig på Falster og lidt af Lolland. Samt de tanker jeg går og pusler med.

Vores Vilde Guldborgsund

Som så mange andre kommuner bliver der arbejdet på højtryk med Danmarks vildeste kommune – hos os hedder det – Vores Vilde Guldborgsund. Her skaber vi vores vilde projekter i tæt samarbejde med biolog, driftsleder, grønne medarbejdere samt ikke mindst med borgerne. Det gør vi for at alle får ejerskab til de tiltag vi sætter i gang.

Det er alt lige fra blomsterengarealer, skovrejsning, insekthoteller, uberørte græsarealer, plante opgaver, og meget meget mere som kan læses på Vores Vilde Guldborgsund, samt Guldborgsund Kommune FB.

Vi har nedsat en tværfaglig styregruppe for Vores Vilde Guldborgsund, og vi arbejder ud fra en kommunikationsplan, så vi hele tiden har gang i hjulene.

Som Parkforvalter i kommunen

Min vigtigste opgave er at holde styr på kommunens grønne parkområder, vejtræer m.m., og eksempelvis finde ud af hvor skal der ske renoveringsopgaver, fornyelse, efterplantning m.m.

Dette arbejde foregår i et tæt samarbejde med Driftsleder og de grønne medarbejdere. Ud over de hyppige driftsmøder har vi årligt nogle møder, hvor vi gennemgår deres områder ud fra plejeplanen for at skabe ejerskab til deres områder.

Endelig har vi en fælles opgave med hele tiden at se på, hvordan vi kan optimere driften på vores grønne områder.

Samskabelse med borgerne

Samtidig sidder jeg i flere dialog grupper med borgerrepræsentanter, hvor vi snakker om deres ønsker/forslag til forskønnelse af deres lokalområde.

Vi kunne godt i afdelingen sammen med Driften skabe løsningerne i lokalområderne og måske til tider hurtigere. Men når flere går sammen om at udtænke løsninger og tage del i etableringen, vokser det lokale ejerskab og flere og flere tager del i ansvaret.

Jeg oplever også at der ikke er så mange telefoniske henvendelser om, hvorfor vi gør som vi gør, idet dialog grupperne er gode til at bringe budskabet ud i lokalområdet om, hvad man arbejder med sammen med kommunen.

Sammen kan vi gøre en forskel

Hvordan plejer vi at gøre ? – vanens magt er stor og kan være svær at bryde, idet man selv anser det som en naturlig og god måde at gøre ting på. Der skal derfor viden til at ændre vaner og man skal kunne indse at man gør noget på en forkert eller besværlig måde, hvilket kan være svært i sig selv.

På diplomuddannelsen i Parkvirksomhed fik vi mange gode værktøjer til at hjælpe os i hverdagen. Værktøjer til styring af arbejdet, projektering af grønne områder, plantning af bytræer, driftsstyring der sikrer at områdernes kvalitet ikke forringes, strategisk dialog, kontraktformer, projektplaner og meget mere.

Vi vil alle gerne have bytræer, parker og grønne områder af høj kvalitet, hvordan kan vi gøre det så effektivt som muligt og få det mest optimale resultat?

Vi kan anvende nogle af de ovennævnte værktøjer, så der kommer mere styr på det, men det kan være svært at komme i gang med noget nyt i hverdagen, og er det nu så meget bedre når det kommer til stykket?

Derfor vil det i den grad hjælpe at se og høre, hvordan andre gør – høre deres erfaringer.

Mit budskab er, at det handler om at vi videndeler med alle der sidder med ansvaret for pleje og vedligeholdelse af grønne områder, uanset om det er kommunale, regionale, private eller statslige. Vi skal arbejde med at udbrede videndeling via alle de kanaler der er inden for det grønne område, såsom parkdagene, tidsskrifter m.m. Viden og faglig nysgerrighed er afgørende for at man både får kendskab til værktøjer og teorier og tør implementere dem. Derfor er vidensdeling så vigtig

Lad os hjælpe hinanden. Det kan være med til at gøre en forskel og vores arbejde lettere.

I er mere end velkomne til at kontakte mig på 25 18 08 42 el. gkc@guldborgsund.dk hvis I er nysgerrig på at høre mere.

 

PROGRAM for VINTERMØDE 2022 Natur i byen – nyskabelse eller fatamorgana ?

Park- og naturforvalterne inviterer herved til Vintermøde 2022; Natur i byen

Find mere info om arrangement og tilmelding her

Programmet er opdateret med oplægsholdere… 

Lidt vildere natur i praksis: Afdelingschef Jacob Wiinblad, NaturByg

København Grøn By: På vej mod 2025 arkitekt Henriette Berggreen Nguessan, Københavns Kommune

Søndervold – Fredericia; Landskabsarkitekt og plantespecialist Thomas Vejsnæs, SLA

TagTomat – mad og biodiversitet i byen Bybonde og arkitekt Mads Boserup Lauritsen, TagTomat

I år graver vi spadestikket dybere i bynaturen og asfalten, og prøver at finde ud af, hvad bynatur i virkeligheden er, hvad den reelt kan bidrage med og ikke mindst, hvordan vender mere bynatur op og ned på driften rundt omkring i kommunerne. Vi kommer forbi emner som effekten, udtrykket, og driften af bynatur, og som deltager bliver du rustet til at formidle og debattere begreberne med interesserede borgere og politikere som skal lave prioriteringerne på det grønne område

Dato: 15.marts 2022 i København

Sted: IDA Konferencecenter, Kalvebod Brygge 31, 1560 København

Find mere info om arrangement og tilmelding her

 

Landskabsarkitekterne har momentum

Landskabsarkitekterne har momentum er overskriften i en ny artikel i magasinet LANDSKAB, der giver omtale af finalisterne til Dansk Landskabspris 2021. Artiklen omtaler hvordan landskabsarkitekterne især adresserer samfundsmæssige udfordringer, og er vigtige bidragsydere til den grønne omstilling. 

“Dansk Landskabspris viser, at dansk landskabsarkitektur er i rivende udvikling. Det blev i den grad understreget af jubilæumsudgaven af Dansk Landskabspris, der for 10. gang blev uddelt ved et pris- og debatarrangement i Valencia-bygningen i København i november 2021.

BOGL modtog Dansk Landskabspris for Remiseparken, der er en del af områdefornyelsen af Urbanplanen på Amager. Både vinderprojektet, finalisterne og de øvrige indstillede projekter til Dansk Landskabspris understreger, hvor stærkt dansk landskabsarkitektur står i disse år. Flere af årets indstillinger fokuserer på transformation og social bæredygtighed og illustrerer fra vidt forskellige vinkler og udgangspunkter, hvordan landskabsarkitekturen evner at styrke og forny hele byområder.”

Les hele artikelen om både vinderprojektet Remiseparken, og de øvrige finalistprojekter her