I dag kan mange uden de rette kompetencer risikovurdere eller værdisætte træer, hvilket ofte fører til forkerte beslutninger om fældning og beskæring. Vi bør derfor kræve certificeringer og sikre, at vurderinger foretages af fagfolk med den rette ekspertise. Det er et af budskaberne fra Moses Løvstad, Træenighed.
Træerne skal da vokse ind i himlen! Temaet for vintermødet d. 26. februar hos Park- og Naturforvalterne er værdisætning af træer med fokus på strategi og værktøjer og hvordan vi synliggør træernes betydning og økonomiske værdi over for alle aktører – fra politikere til udførende entreprenører. Som opvarmning har vi stillet Moses Løvstad, Træenighed, et par hurtige spørgsmål. Moses er én af de gode oplægsholdere vi har på plakaten på vintermødet.
Hvordan går det – set fra dit ståsted – med de grønne byer i verden og Danmark – sker der fremskridt ift. til bytræer, natur i byen, naturbaserede løsninger m.m.?
Den grønne dagsorden fylder mere, og der er et stigende fokus på at plante flere træer i byerne for at forbedre klima, biodiversitet og livskvalitet. Desværre sker dette ofte på bekostning af eksisterende træer, som allerede yder vigtige økosystemtjenester og tager årtier at erstatte. Gamle træer bidrager bl.a. med skygge, levesteder for biodiversitet og æstetisk værdi, som nye træer først kan levere efter mange år. Derfor bør vi ikke kun fokusere på nyplantning, men også investere i beskyttelse og revitalisering af de gamle træer. Det er ikke alene en god idé for miljøet, men også en økonomisk fordelagtig løsning, da sunde, etablerede træer reducerer udgifter til klimatilpasning, forbedrer ejendomsværdier og mindsker behovet for nyplantning og pleje.
Og er der måske en by eller to som du selv vil fremhæve som kunne være inspirerende for dig og danske kommuner. For deres tilgang, planlægning, mod o.a.?
Lyngby-Taarbæk Kommune går foran med en stærk indsats for at beskytte og bevare gamle træer, hvilket fortjener stor anerkendelse. De prioriterer eksisterende bytræer højt og arbejder aktivt med beskyttelse af træer i byudviklingen. Odense Kommune er ligeledes et forbillede med en bred og ambitiøs tilgang til træer og biodiversitet. De arbejder både med at beskytte træer under byggeri og med biodiversitetstiltag i skovene, hvilket skaber en grønnere og mere modstandsdygtig by. Derudover bruger de konsekvent VAT19. Begge kommuner kan være til inspiration for andre, der ønsker at fremme bynatur og bevare værdifulde træer.
Er der konflikter og dilemmaer som du synes er vigtige i arbejdet med træer og den grønne by og som vi som fagfolk bør have et særligt fokus?
Der er flere vigtige konflikter og dilemmaer i arbejdet med træer og den grønne by, men beskyttelsen af vores ældre træer bør have særlig opmærksomhed. I Danmark har vi en stærk tradition for skovbrug og forvaltning af træer i deres vækstfase, men vi mangler ofte fokus på, hvad der sker efter træerne når bliver gamle. Meget af vores viden og indsats går til de første 1/3 af et træs levetid – fra plantning til det bliver hugstmodent. Herefter bliver viden og forvaltningen af gamle træer ofte nedprioriteret, selvom de har enorm værdi for vores biodiversitet.
Er der noget du særligt efterspørger på området. Er der særlige kompetencer, viden, kobling af fagligheder, organisering, beslutningsgrundlag hos de vigtigste m.m. der kan styrke arbejdet med træer og den grønne by?
Der er flere ting, der kan styrke arbejdet med træer og den grønne by, men først og fremmest efterspørger jeg en klarere lovgivning for beskyttelse af træer i bymiljøet. I flere af vores nabolande findes der stærkere regulering, som sikrer, at træer ikke fældes uden en grundig vurdering, og at de får den nødvendige beskyttelse ved bygge- og anlægsarbejde. Danmark bør følge dette eksempel og indføre skarpere regler og håndhævelse, så gamle træer ikke fjernes unødigt. Derunder også konsekvenser hvis det ikke overholdes, og konsekvenser der kan mærkes.
Større faglige krav til både udførende og rådgivende virksomheder er også nødvendigt. I dag kan mange uden de rette kompetencer risikovurdere eller værdisætte træer, hvilket ofte fører til forkerte beslutninger om fældning og beskæring. Vi bør derfor kræve certificeringer og sikre, at vurderinger foretages af fagfolk med den rette ekspertise – f.eks. arborister eller andre certificerede træspecialister. Som det ses f.eks. i Sverige og England.
Moses Løvstad er faglig chef og rådgivende arborist i rådgivningsvirksomheden TræEnighed. ETW og VETcert certificeret fra European Arboricultural Council og TRAQ kvalificeret fra International Society of Arboriculture.