Basecamp Lyngby – vinder Green Cities Europe Award 2023

Danmark har vundet ”Green Cities Europe Award 2023” med “Basecamp Lyngby”. Frankrig og Holland landede på henholdsvis anden- og tredjepladsen. I alt 13 projekter fra lige så mange EU-lande har deltaget i konkurrencen.

Vinderen blev offentliggjort i Bruxelles 7. november. Flere medlemmer af Europa-Parlamentet deltog i prisoverrækkelsen heriblandt det danske EU-parlamentsmedlem, Karen Melchior, der var på scenen og lykønskede vinderne.

– Det, at vi vinder Green Cities Europe Award i konkurrence med 12 fantastiske projekter i Europa er en kæmpe anerkendelse af, at vi er lykkedes med at skabe et helt særligt byggeri, hvor det har været vigtigt at skabe en god forening mellem private, funktionelle boliger og samtidig kunne invitere offentligheden indenfor i vores havelandskab og taghaven, siger David Klubien, projektchef, Basecamp Student, som er bygherre på projektet. – Så det er en stor glæde for os at stå her med sejren, det havde vi ikke forventet. Denne anerkendelse understreger, hvilken unik ejendom Basecamp Lyngby er.

Den internationale jury fremhævede især den imponerende tilgang til at designe arkitekturen og landskabet i harmoni med et bæredygtigt fokus. Social sammenhængskraft blev også vurderet højt – og det at studerende og øvrige lejere har masser af udendørs plads til at møde hinanden. Endelig blev brugen af biodiversitet og forskelligartede hjemmehørende planter også fremhævet i juryens bedømmelse.

Frankrig kom på andenpladsen med et større projekt i Montreynaud-kvarteret i Saint Etienne – hvor et socialt udsat område, er blevet forvandlet gennem begrønning. Holland og byen Utrecht landede på tredjepladsen med et projekt, hvor byen har erstattet spor og veje med grønt og blåt (parker og vand).

De øvrige ti projekter var også meget forskelligartede og vellykkede eksempler på bynatur. Hvert deltagende land havde uddelegeret en professionel som jurymedlem. Derudover fuldendte delegerede fra ELCA (European Landscape Contractors Association) og IFLA (International Federation of Landscape Architects) den 15 mand store jury.

Basecamp Lyngby:

Basecamp Lyngby fungerer som et bæredygtigt bofællesskab for 640 studerende fra hele verden kombineret med 150 lejeboliger med plads til både unge, børnefamilier og seniorer.

Det frodige taglandskab, på den seks etager høje bygning, er omdannet til et blomstrende landskab med højt græs og biologisk mangfoldigt miljø, byder på stier til afslapning og fordybelse og er tilgængeligt for alle.

”More Green Cities for Europe” er en indsats hvor 13 europæiske lande arbejder sammen om at fremhæve merværdien af grønne områder i bymiljøet. De deltagende lande er Belgien, Bulgarien, Danmark, Tyskland, Frankrig, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Polen, Portugal, Holland og Sverige.