Norden: Lovgivning om det grønne i byerne

I lyset af den kompakte bys ambitioner og forpligtelser i Norden er det hensigtsmæssigt, at der kastes nyt lys på grønne værdier og deres anvendelse i byområder.

Fysisk planlægning spiller en afgørende rolle, når det kommer til arealanvendelse. Specielt når det kommer til udvikling og bevarelse af de grønne områder i byen. Derfor skal opmærksomheden styrkes på det juridiske grundlag, som udstikker rammerne for planlægningen.

Et nyt studie fra Nordregio undersøger og sammenligner de fem nordiske landes planlægningslovgivning og den relaterede miljølovgivning med fokus på det grønne i byområder.

Læs mere om rapporten her

Hvad er Nordregio?

Nordregio er et førende nordisk og europæisk forskningscenter for regional udvikling og planlægning. Nordregio er etableret af Nordisk Ministerråd. Nordregio udfører løsningsorienteret og anvendt forskning inden for aktuelle emner fra både et forskningsmæssigt perspektiv og fra beslutningstageres og fagfolks perspektiv. En af Nordregios vigtigste opgaver er at bidrage til udviklingen af regional politik og bæredygtig vækst i Norden.

Læs mere om Nordregio her

Præsentationer – Vintermøde 2020

Partnerskaber: Fra forvalter til grøn facilitator!
– konference afholdt d. 27. februar 2020

Herunder kan du finde oplægsholderne og deres præsentationer fra vintermødet 2020

Velkomst og rammesætning v/ formand for Park- og Naturforvalterne, stadsgartner Kirsten Lund Andersen, Aalborg Kommune

Værktøjskassen: Lad os tale om det! v/ cand. comm., procekonsulent Lene Varming, Styrket Borgerkontakt

Linjer i landskabet: Merværdi gennem dialog v/ tidl. medlem af Bornholms Regionskommune, biavler og aktiv med projektet Linjer i Landskabet Bjarne Westerdahl og skovrider Morten Bach Jørgensen, Bornholms Regionskommune

Hvordan deler vi bedst pladsen? v/ programleder for DGI Outdoor, Thomas Larsen Schmidt, DGIs Landskontor

Geopark Odsherred – samarbejde og branding v/ geolog og naturvejleder Jakob Walløe Hansen, Geopark Odsherred

Velkommen til Sydfyn! v/ parkforvalter Majken Asserbo, Faaborg-Midtfyn Kommune

 

GRØN NORM 2.0 – nyt oplæg for mere bynatur

Green Cities-samarbejdet har udarbejdet oplæg til ”Grøn Norm 2.0”, der skal sikre at kommunerne får inspiration og redskaber til at indtænke mere og bedre bynatur i byggeriet og i byplanlægningen.

Green Cities’ undersøgelser peger på, at de danske kommuner gerne vil være grønnere, og at de ønsker mere og bedre bynatur. Men samtidig mangler kommunerne ofte både konkrete retningslinjer og værktøjer for at kunne sikre de grønne områder. Da der samtidig er kamp om kvadratmeterne – især i de store byer – kan det være vanskeligt at få sat reelt skub i de grønne tiltag, hvilket kan betyde, at det grønne udelades til fordel for byggeri. Sådan lyder noget af udgangspunktet for Green Cities ”Grøn Norm 2.0 – metoder til mere og bedre bynatur”.

Klimaforandringer, stress og tab af biodiversitet er andre dagsordner, der kan understøttes med mere og bedre bynatur, når der planlægges og bygges. Investeringen i grønne kvaliteter er efterspurgt af borgere og boligsøgende. Det giver en smukkere by, skaber bedre fysisk og mental sundhed, understøtter udviklingen af gode fællesskaber, giver en række miljømæssige fordele og øger antallet af planter og dyr – og så er det en god samfundsmæssig forretning.

Grøn Norm – hvordan kan den bruges

Projektets research i 29 kommuner med byer over 20.000 indbyggere viser, at der er en meget forskellig tilgang til at igangsætte grønne initiativer. En grøn norm med standarder og retningslinjer for, hvordan man kan arbejde med at etablere flere grønne byrum af god kvalitet vil kunne hjælpe kommunerne til i højere grad at prioritere og målrette arbejdet for at få mere natur ind i byerne, vurderes det. Politikere og ansvarlige vil med en grøn norm samtidig få et værktøj til at skabe sammenlignelige indsatser i de større danske byer. I normen præsenterer projektet eksempler på, hvordan der i dag arbejdes med bynatur herhjemme og i andre lande. Der fremsættes en række forslag til hvilke metoder, der kunne indgå i en grøn norm. Forslagene er baseret på samspil mellem videnskab og dokumenteret erfaring – og berører både politik, byplanlægning, design og drift.

Mål for bynatur

Grøn Norm indeholder bl.a. fem metoder/værktøjer, der kan anvendes til at måle, fastholde eller forøge mængden af bynatur. Opgørelserne handler bl.a. om grønne kvadratmeter, antal bytræer og beboernes afstand til grønne områder. Ligeledes foreslås, at der fastsættes et minimumsmål for en biofaktor, et beregnet, samlet udtryk for, hvor meget biologisk aktivitet et område levner plads til og hvor grønt det er. Asfalt, græs, grønne tage og træer er nogle af de faktorer, der medtages ved beregningen.

Om Green Cities

Syv lande i EU deltager i Green Cities-projektet, der er tre-årigt og udløber med udgangen af 2020.

Det forventes, at projektet bliver forlænget med yderligere tre år til udgangen af 2023. Den danske del af projektet er et samarbejde mellem brancheorganisationerne Danske Anlægsgartnere, Danske Landskabsarkitekter, Danske Planteskoler, Landskabsrådet og Park- og Naturforvalterne.

Læs mere om ”Grøn Norm 2.0” på Green Cities’ danske hjemmeside.

Hent publikationen her.

Den Grønne Kulturarv – ny bog om kulturarvslandskaber

Hvordan bevarer og udvikler vi vores haver, parker, grønne byer og kulturarvslandskaber – den grønne kulturarv? Og hvorfor behandler vi dem på vidt forskellige præmisser, når de i virkeligheden har mange fælles udfordringer fx klimaforandringer?

Professor i Landskabsarkitektur ved Københavns Universitet Ellen Braae giver i en ny bog et teoretisk, historisk og forvaltningsmæssigt overblik over den grønne kulturarv, som typisk falder mellem de to stole, vi benævner kulturarv og naturarv.

”Hvad er ’grøn kulturarv’? Og hvad skal vi med den? De spørgsmål er ledende for denne udgivelse, der retter sig mod kulturarvsinteresserede i bestræbelserne på at forholde praksis og teori – hverdag og begrebsverden – til hinanden. Bogen henvender sig således både til praktikere og teoretikere, til de kommunale kulturarvsforvaltere i kommunerne og på museerne, som i dag varetager hele dette område, og til studerende, undervisere og forskere med interesse for kulturarv – her særligt ‘den grønne’.”

(Braae, E. M. (2019). Den Grønne Kulturarv, s. 11)

Bogen kan frit downloades på KU’s hjemmeside.

”Grønne fællesskaber i byen” – Friluftsrådet og Sociologisk Institut inviterer til seminar

OBS! Seminaret er udskudt på ubestemt tid – hold øje med friluftsrådets hjemmeside for yderligere info!

Den 26. marts 2020 afholder Sociologisk Institut (KU) og Friluftsrådet seminaret ”Grønne fællesskaber i byen”, der handler om samspillet mellem kommuner og frivillige borgere om udviklingen af bynatur og grønne byer.

Grønnere byer er en global trend som løsning på klima- og bæredygtighedsproblematikker, og samtidig spirer nye grønne fællesskaber i mange danske byer, og flere kommuner samarbejder med nye civilsamfundspartnere om udvikling af grønne arealer i byerne. I Danmark er der et stort potentiale for at styrke samarbejdet mellem borgere og kommuner om at udvikle byerne i en grønnere retning med mere natur – og på den måde lave endnu mere praktisk grøn borgerinddragelse.

Alt det kan du blive klogere på, når Friluftsrådet og Sociologisk Institut på Københavns Universitet torsdag d. 26. marts 2020 kl. 9-16 afholder seminaret ”Grønne fællesskaber i byen”, hvor resultaterne fra et forskningsprojekt om grønne fællesskaber bliver præsenteret.

Det er gratis at deltage i seminaret. Tilmelding sker efter først-til-mølle og senest mandag d. 9. marts 2020.

Læs mere og tilmeld dig på friluftsrådets hjemmeside

. . .

Dato:

26. marts 2020

Sted:

Hornstrup kursuscenter, Kirkebyvej 33, Hornstrup Kirkeby, 7100 Vejle

Tidspunkt:

9.00-16.00

Tilmelding:

Tilmelding nødvendig

Pris:

Gratis

Tidsskriftet Landskab fylder 100 år

Danske Landskabsarkitekter & Akademisk Arkitektforening inviterer til reception i anledning af 100-års jubilæet for tidsskriftet Landskab.

Gennem 100 år har landskabsarkitekter, akademikere, journalister og andre fagpersoner skrevet tusindvis af artikler om landskabsarkitektur i tidsskriftet Landskab. Der er sket meget inden for landskabsfaget, siden første udgave af Landskab så dagens lys under navnet Havekunst, og de aktuelle klimamæssige og sociale udfordringer betyder, at landskabsfaget står stærkere end nogensinde før.

100-års jubilæum 20. februar 2020

100-års jubilæet fejres med en reception torsdag d. 20. februar kl. 16 – 19 i Akademisk Arkitektforenings lokaler i København. Til jubilæumsreceptionen løfter redaktør Christina Capetillo, arkitekt MDL MAA og Ph.d., sløret for Landskabs nye layout, der er udviklet med støtte fra Dreyers Fond og Nationalbankens Jubilæumsfond. ”Det nye Landskab peger ind i de næste dekader og markerer den centrale position, som landskabsarkitekturen har opnået. Min vision for Landskab er, at det fortsat skal afspejle den store tidshorisont i landskabsfaget – lade arkaiske haver møde samtidslandskabet  – og være et forum, hvor vi i fællesskab kan diskutere fremtidens udfordringer og muligheder,” fortæller Christina Capetillo.

Se invitation på Danske Landskabsarkitekter’s hjemmeside

Læs også pressemeddelelsen fra 10. februar 2020

Mere urørt natur i byen – Aalborg ansætter biodiversitetskoordinator

Flora og fauna er under pres! Specielt i vores byer efterlader vi ikke meget plads til biodiversitet og urørt natur, men det vil Aalborg Kommune lave om på. Derfor ansætter de nu en biodiversitetskoordinator.

»Vi skal give naturen plads og mulighed for kontinuitet, forrådnelse, naturlige dynamikker og vild natur. Vi føler nogle gange et behov for at blande os i naturen i byen, men vi skal give plads til, at naturen klarer tingene selv,« siger Kirsten Lund Andersen, stadsgartner i Aalborg Kommune til Politiken Byrum.

Aalborg Kommune har i mange år arbejdet på at styrke naturen og biodiversiteten i kommunen. I 2017 vedtog de således en biodiversitetsstrategi ’RIG NATUR i Aalborg Kommune’ og i 2018 kom ’Under åben himmel’, en politik for natur, parker og udeliv. Det er dette arbejde, som nu udmønter sig i ansættelsen af en biodiversitetskoordinator, hvis største fokus vil være at forbedre og øge biodiversiteten i Aalborg Kommune – i samarbejde med borgere og lokale virksomheder.

Hent inspiration og læs mere i…

RIG NATUR i Aalborg Kommune – en strategi for biodiversitet

UNDER ÅBEN HIMMEL – Politik for natur, parker og udeliv – Vision 2025

Læs desuden artiklen i Politiken Byrum (kun for abonnenter)

Forslag til Fremtidens Planlov

FREMTIDENS PLANLOV: Park & Naturforvalterne indsender i samarbejde med Danske Landskabsarkitekter høringssvar til fremtidens planlov.

Park & Naturforvalterne har i samarbejde med Danske Landskabsarkitekter udarbejdet et høringssvar til evalueringen af planloven, der blandt andet ligger vægt på behovet for grøn norm i byerne, sammenhængende landskabsplanlægning og ikke mindst indarbejdning af FN’s verdensmål i planlovgivningen.

Vi har brug for et styringsværktøj til de grønne kvadratmeter i byerne […]. Det er nødvendigt at etablere en grøn norm, der sikrer plads til det grønne og til biodiversiteten, og som kan skabe balance mellem det byggede miljø og det groede miljø.

(Kirsten Lund Andersen og Susanne Renée Grunkin)

Læs hele høringssvaret her

Green Cities arbejder videre med Oplæg til GRØN NORM

Oplæg til GRØN NORM – Green Cities arbejder målrettet for mere og bedre bynatur

Green Cities har i efteråret arbejdet målrettet på et oplæg til GRØN NORM samt udbredelsen af publikationen. Der arbejdes pt. på en udvidet version af grøn norm.

Den grønne norm er Green Cities bud på en standard og en retningslinje for arbejdet med at udvikle og anlægge grønne byrum ved eksisterende byggeri, nybyggeri og større renoveringer i Danmark.

Oplægget, der blandt andet er baseret på viden indsamlet fra 29 danske kommuner med byer over 20.000 indbyggere, præsenterer seks standarder, som kan indgå i en grøn norm.

Publikationen blev præsenteret på Have & Landskab udstillingen i Slagelse i august. Siden har Green Cities deltaget i Danske Parkdage i september i København og i Green Building Councils vinterkonference i Roskilde, hvor publikationen om GRØN NORM vakte stor interesse.

Læs hele oplæg til grøn norm

Læs pixi-udgave til grøn norm

Læs også: Artikel om grøn norm i Grønt Miljø

Læs også: Debatindlæg i Altinget af Susanne Renée Grunkin

Nyt format for Friluftsrådets lokale arbejde

Lokale friluftsråd er et samlingssted for friluftspolitiske kræfter. Et lokalt friluftsråd består af aktive og dedikerede personer fra lokalforeninger under Friluftsrådets medlemsorganisationer, som alle brænder for at varetage friluftslivets interesser. Park- og Naturforvalterne er medlem af Friluftsrådet.

De lokale friluftsråd arbejder for at skabe gode muligheder for friluftslivet lokalt ved at påvirke kommuner og andre myndigheder og søge dialog og samarbejde med en lang række interessenter.

De lokale friluftsråd samler kræfterne om det, som optager  friluftsinteresserede i lokalområdet. For deltagerne betyder det en mulighed for at påvirke den friluftspolitiske dagsorden.

Som medlem af Park- og Naturforvalterne kan du blive en aktiv del af Friluftsrådets lokale arbejde. Du kan for eksempel være med til at arbejde for mere friluftsliv, flere stier eller bedre adgang til naturen.

Vil du vide mere om Friluftsrådets lokale arbejde, så kan du læse mere her